Usædvanlig ærlig afpresning: - Jeg har brug for pengene
En ny mail, der afpresser folk, florerer i øjeblikket i mail-indbakker landet over.
Rigspolitiet advarer borgere mod at besvare e-mailen eller at betale, som afsenderen forsøger at få modtagerne til.
TV2 ØSTJYLLAND har også modtaget beskeden, som vi kan citere fra her:
- Det er dårligt nyt for dig, men ingen grund til panik. Jeg vil forklare det hele nu. Jeg har adgang til din enhed, og jeg har allerede overvåget din aktivitet i et par måneder, lyder det indledningsvis i mail.
Vi vælger at følge rådet og afholder os fra at gå i panik - indtil videre. Det bliver nemlig værre endnu.
- Jeg har lavet en video af dig, mens du havde samleje. Det er en video med delt skærm, hvori du kan ses.
Læs også
Afsenderen forklarer, at han ikke normalt begår sig i kriminelle aktiviteter, men vedkommende har mistet sit arbejde på grund af coronakrisen, og så fandt han på en ny måde at tjene penge på, forklarer afsenderen.
- Jeg er ikke stolt af det, men jeg har brug for pengene. Lad os lave en aftale. Du betaler mig det, jeg beder om, og så sender jeg ikke denne video til dine venner og familie, lyder truslen længere nede i mailen.
Læs også
TV2 ØSTJYLLAND er langtfra de eneste, der har modtaget truslen i indbakken. Rigspolitiet advarer mandag morgen danskere mod at besvare beskeden eller at betale beløbet på 0,15 Bitcoin, hvilket angiveligt svarer til 10.000 danske kroner.
Afsenderen af mailen giver to dages frist til at betale beløbet - han eller hun tilbyder også hjælp, hvis man ikke er helt skarp på det med bitcoins. Vi vælger at følge politiets anvisning og se, hvad der sker.