Ugen bliver usædvanligt kølig med tæt på frost om natten
Det bliver ikke ret meget varmere end ti grader de kommende dage. Først fredag kommer der en smule lun luft.
Danmark åbner yderligere op i denne uge, hvor blandt andet storcentre igen har lov til at modtage kunder, men mange vil nok foretrække at holde sig indendørs til trods for de lempede restriktioner.
De kommende dage bliver nemlig særdeles kolde sammenlignet med det normale for denne tid af året.
Det siger Erik Hansen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
En koldfront er mandag ved at fjerne sig.
- Koldfronten har åbnet for en meget kold luftstrøm, og flere steder er der mandag morgen kun omkring én grad varmt, siger Erik Hansen.
Mandag skal man indstille sig på, at det i dagtimerne højst bliver ti grader varmt, mens prognosen for natten til tirsdag siger mellem en og fem graders varme.
Flere dage kølige dage venter
Og det kolde vejr varer ved til og med torsdag.
- Vi får de næste dage en blæsende vejrtype med frisk vind fra nordvest og dagtemperaturer på op til ti grader. Måske 12. I nattetimerne vil temperaturen falde til lige over frysepunktet, og det er jævnt fordelt over hele landet, siger Erik Hansen.
Natten til onsdag vil være skyet med byger, som kan være med hagl eller slud.
Der vil de kommende dage også været en del sol, men den kan ikke holde kulden stangen.
- Det er nogle usædvanligt kolde dage, vi står overfor, konstaterer Erik Hansen.
Sammenlignet med gennemsnitstemperaturen for denne tid af foråret vil det i dagtimerne denne uge være omkring tre grader køligere end normalt ifølge DMI.