Udsatte grupper får gratis mundbind

Personer på kontanthjælp og integrationsydelse kan blive hjulpet økonomisk for at undgå smittespredning.

Thorkild Larsen er en af dem, som har taget mundbindet til sig. Foto: Karl Erik Lørup

Fremover vil særligt udsatte grupper kunne få gratis mundbind, der skal beskytte mod smitte med covid-19.

Det oplyser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) fredag på et pressemøde, der bliver afholdt i Udenrigsministeriet i København.

De udsatte grupper vil ifølge ministeren kunne være mennesker, der er på kontanthjælp eller integrationsydelse, eller det kan være personer, der bor på herberg.

Det er noget, der skal aftales med kommunerne i Danmark, siger Magnus Heunicke.

Læs også Møgfuld buspassager uden mundbind: - You look like monkey!

Både Enhedslisten og SF har været fortalere for gratis mundbind til udvalgte grupper, og det samme har Dansk Folkeparti.

Det bliver fra lørdag obligatorisk at bære mundbind eller visir i den kollektive trafik, på togstationer samt på færger og i taxi.

Nægter man at efterleve kravet, kan man blive straffet med en bøde.

Læs også Mundbind flyder på gaden: Øger risikoen for medarbejdere

Desuden bliver arbejdsgiverne for ansatte i den offentlige trafik pålagt at sørge for, at deres ansatte bærer mundbind, så længe de befinder sig i transportmidlet eller på en station.

Børn op til 12 år behøver dog ikke at bære mundbind, og andre grupper er også undtaget, for eksempel personer med vejrtrækningsbesvær.

/ritzau/