TV2 ØSTJYLLAND hædret med pris

TV2 ØSTJYLLAND har vundet Det Digitale Spadestik. En pris, der uddeles hvert andet år.

Journalist Søs Kjeldsen og fotograf Pernille Olsson på scenen til konferencen Et Spadestik Dybere for at modtage prisen.

Tirsdag aften modtog journalist Søs Kjeldsen og fotograf Pernille Olsson fra TV2 ØSTJYLLAND hæderen 'Det Digitale Spadestik' til Et Spadestik Dybere-konferencen – en konference med det formål at støtte og inspirere til mere kritisk og undersøgende journalistik i regionale og lokale medier. 

Læs også Sonja fik et opkald fra politiet: Det er slemt ellers ville vi ikke ringe

Søs Kjeldsen og Pernille Olsson modtog prisen for deres arbejde med historien om Sonja Zweidick og hendes mand Michael og deres kamp efter Michael blev svært skadet ved en ulykke.  

Du kan læse historien her, og herunder kan du se en video fra vores side på Facebook om sagen.

Juryen begynder hæderen således:

- Journalisterne fra TV2 ØSTJYLLAND gik i den undersøgende journalistiks værktøjskasse for at afdække et muligt kommunalt svigt af en svært handicappet borger. Lige så kritisk som de gik til kommunen med aktindsigt og konfrontation forholdte de sig til deres hovedkilder. Journalisterne lagde systemkritikken ned, da deres research viste, at der ikke var dækning. At turde skifte retning undervejs i sit projekt og gå kritisk til også sin egen research og metode viser overblik. Tilbage står en uhyre rørende og sjældent velfortalt historie, der viser stor forståelse for de forskellige digitale platformes styrker og svagheder. Hvad der for redaktionen begyndte som et eksperiment, står for juryen tilbage som et flot og velformidlet eksempel på undersøgende digital journalistik.

Til konferencen modtog Allan Spangsberg fra TV2 Fyn Spadestiksprisen på 100.000 kroner for serien Dødsfald på Fangelvej. 

Læs også Hvorfor druknede Jonatan?

Det er i øvrigt anden gang, at TV2 ØSTJYLLAND modtager prisen 'Det Digitale Spadestik'. Senest konferencen blev afholdt for to år siden, blev TV2 ØSTJYLLAND tildelt hæderen for arbejdet med historien om 25-årige Jonatan, der blev udskrevet til gaden - 48 timer senere var død.