Trafikken glider roligt på julens travleste rejsedag
Juletrafik kan hurtigt blive præget af kødannelser, men indtil videre er der ikke større problemer på vejene.
Med bagagerum fyldt med gaver er mange bilister så småt på vej hjem fra juleferie. Sådan plejer det at være 2. juledag, som er kendt for at være en af de travleste på vejene rundt om i landet.
Også i år er juletrafikken lørdag spået til at blive den mest travle. Særligt mellem klokken 10.00 og 14.00 er der flere trafikanter på landets lande- og motorveje.
Indtil videre forløber det dog roligt, fortæller Ruben Bay-Madsen, vagthavende i Vejdirektoratet, kort før klokken 11.30.
- Det ser pænt og meget roligt ud lige nu. Vi har forventet det største pres mellem 10 og 14, og det er startet fint ud. Nu må vi bare se, om det holder, siger han.
Lørdag morgen var der glatte veje flere steder, og i hele landet bliver der saltet.
Der har frem til klokken 11.30 ikke været de store kødannelser at berette om. Det kan dog hurtigt ændre sig. For med flere biler på vejene, opstår køerne hurtigere, hvis der skulle ske noget.
- Tit er det én ting, der kan få flere ting til at ske, forklarer Ruben Bay-Madsen.
- Der kan også ske færre ting end normalt med mere kø til følge på grund af det øgede pres.
Rolig juletid
Trafikken lørdag ventes særligt at køre fra Jylland med kurs mod Sjælland.
Mens 2. juledag bliver spået til den travleste, er også den 23. december en populær rejsedag. Her er det i retning mod Jylland, at der især er mange biler.
Og også lillejuleaftensdag var rolig for trafikanter.
- Den 23. december var også relativ rolig. Dog var der flere uheld med ret lang kø, siger Ruben Bay-Madsen.
Læs også
Hvis man vil forsøge at undgå kø, lyder rådet fra Vejdirektoratet at vente med at køre til efter klokken 14.00. Derudover kan man holde sig orienteret om trafikken på sin tur i for eksempel radioen.
Derudover rådes man til at give sig god tid til sin tur og holde god afstand.
Kan man vente til søndag, er der endnu bedre udsigter til en tur uden trafikalt kaos.
- Vores prognose forudser, at den store pukkel kommer i dag (lørdag, red.). Det vil fase ud i løbet af søndag, hvor vi forventer normale forhold uden større problemer, siger Ruben Bay-Madsen.