Syv ud af ti intensivpatienter oplever senfølger efter corona

Smerter i muskler og led er en overset senfølge af et alvorligt forløb med coronavirus, mener professor.

Træt, stakåndet og smerter i muskler og led.

Det er de senfølger efter coronavirus, som patienter oftest oplever, efter at de har været igennem et alvorligt forløb med coronavirus.

Det viser et studie med 1100 coronapatienter på intensivafdelinger i Spanien i under første bølge i foråret, som professor Lars Arendt-Nielsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet har stået i spidsen for.

Studiet viser, at 70 procent af patienterne oplever senfølger syv måneder efter indlæggelsen. Patienterne har i gennemsnit to-tre senfølger.

- Vi er en anelse overraskede over, at så mange patienter oplever senfølger så relativt lang tid efter deres indlæggelse, og også at der er så relativt mange senfølger per patient, siger Lars Arendt-Nielsen.

VIDEO: Det er et år siden, hun blev smittet med corona, men Joan Wardinghus er stadig hæmmet af senfølger. videoen er fra den 7. marts 2021.

Lars Arendt-Nielsen har speciale i smerteforskning. Han hæfter sig især ved, at risikoen for at få senfølger efter en indlæggelse med coronavirus er større, hvis man har haft smerter i muskler og led under forløbet eller i forvejen døjer med det.

- Vi ved, at immunsystemet frigiver en masse stoffer, når det skal bekæmpe vira og bakterier.

- Det har desværre den negative effekt, at det også aktiverer smertesystemet, så smerter er derfor en senfølge, mange oplever, siger han.

Hidtil største studie

Studiet er det hidtil største af sin art for intensivpatienter. Lars Arendt-Nielsen forventer, at niveauet af senfølger vil være det samme blandt de patienter, der har været indlagt på intensiv i Danmark med coronavirus.

Patienterne bliver fortsat fulgt - blandt andet for at undersøge, hvor længe senfølgerne varer ved.

- Det tyder på, at senfølgerne aftager med tiden. De fleste af den type senfølger efter en normal virusinfektion har det med at aftage med tiden, og det håber vi også vil være tilfældet med coronavirus, siger han.

Senfølgeklinikker i Danmark

I Danmark er der rundt i landet blevet åbnet særskilte klinikker, som behandler patienter, der døjer med senfølger. Det kræver en henvisning fra ens læge for at komme til. 

Det er også kun tre uger siden, at det blev meldt ud, at Danmarks første klinik for senfølger for børn i Aarhus ved Aarhus Universitetshospital.

- Vi har en mangel på viden, fordi vi har at gøre med en ny tilstand, som vi skal lære at kende. Det er en af grundene til, at man ønsker at samle patienterne, så man lærer mere om dem, fortalte Klaus Bøgelund Johansen, overlæge ved hospitalet og formand for Dansk Pædiatrisk Selskab til TV 2.

Tidligere er børn og unge med formodede senfølger blevet henvist mere generelt til hospitalernes børneafdelinger. Den nye klinik vil også fortsat sortere under Børn og Unge-afdelingen på Aarhus Universitetshospital.