Svindlere på spil: Forsøger at oprette spilkonti med bioanalytikeres CPR-numre

Bioanalytikere over hele landet har fået stjålet og forsøgt misbrugt deres CPR-numre. Det gælder også i Østjylland, hvor blandt andre Lea Nørgaard opdagede svindelforsøget.

Et indtil videre ukendt antal danske bioanalytikere har fået misbrugt deres CPR-numre til at forsøge at oprette spilkonti hos bettingtjenesten bet365.

Det bekræfter fagforeningen dbio, eller Danske Bioanalytikere, som op til weekenden sendte et brev til deres medlemmer med orientering om svindelforsøget.

- Flere bioanalytikere har oplevet at deres CPR-nummer er blevet forsøgt misbrugt til at oprette spilkonti ved BET365. Vi ved ikke om lignende er gældende for andre faggrupper, men vi tager naturligvis henvendelserne dybt seriøst, og vi gør alt hvad vi kan for at komme til bunds i sagen, står der i brevet, som er underskrevet af bioanalytikernes formand, Martina Jürs, der ifølge TV2 ØSTJYLLANDS oplysninger også selv har været udsat for svindelforsøget.

I alt har fagforeningen mandag verificeret 62 tilfælde af svindel, hvor bioanalytikere og samtidig medlemmer af fagforeningen er blevet ramt af svindelforsøget.

Selv om det de seneste dage er gået op for mange af de involverede, hvor stort omfanget er, kender fagforeningen til tilfælde af forsøg på svindel fra både tidligere i år og fra 2021, fortæller redaktør i Danske Bioanalytikere Jytte Kristensen.  

Lea opdagede svindel

Indtil videre tyder intet på, at svindlerne har haft held til faktisk at spille for andres penge, men CPR-numrene har de til gengæld nu.

quote Det er lidt skræmmende. Der er utroligt mange, man hurtigt skal have fat i.

Lea Nørgaard, bioanalytiker udsat for svindelforsøg

Det gælder blandt andre Lea Nørgaards CPR-nummer. Hun er cytobioanalytiker ved patologi på Randers Regionshospital og blev for nylig opmærksom på, at nogen har forsøgt at oprette en spilkonto i hendes navn.

Lea Nørgaard opdagede først svindelforsøget, da hun kontaktede bet365.
Lea Nørgaard opdagede først svindelforsøget, da hun kontaktede bet365. Foto: Privatfoto

Flere af hendes kollegaer har modtaget breve fra bettingfirmaet, hvor de bliver bedt om at bekræfte, at de er ved op rette en spilkonto.

Lea Nørgaard har ikke modtaget et brev, men alligevel kontaktede hun bet365 og fandt til sin overraskelse ud af, at der faktisk også var ved at blive oprettet en konto i hendes navn. Derfor tog hun kontakt til firmaet.

- Bet365 var søde og flinke. De spurgte hvorfor jeg troede, jeg kunne være ramt og bad om bekræftelse på mit fulde navn og adresse, og et øjeblik efter havde de slettet kontoen, fortæller Lea Nørgaard.

I stedet politianmeldte hun sagen og søgte råd i blandt andet sin bank. Selv om det ikke lykkedes for svindlerne at spille for hendes penge, er hun blevet rådet til at holde øje med, om der bliver trukket penge fra hendes bankkonto.

Hun har også oprettet en kreditadvarsel på borger.dk. Det anbefaler sikkerdigital.dk. Det gør det også besværligt for hende selv med lån med mere, men er en god sikkerhed.

- Det er lidt skræmmende. Der er utroligt mange, man hurtigt skal have fat i, siger Lea Nørgaard.

Kilde til lækage ukendt

Hvordan svindlerne har fået fat i hendes og kollegaernes CPR-oplysninger, ved hverken hun eller andre endnu.

Flere bioanalytikere begyndte i slutningen af sidste uge at dele deres svindeloplevelser i en faglig facebookgruppe, og det stod derefter hurtigt klart, at omfanget var større end først antaget.

Fra at være, hvad lignede et rent østjysk fænomen, viste det sig, at bioanalytikere over hele landet har været udsat for svindelforsøget.

Det gælder både offentligt ansatte på sygehuse, men også privatansatte i lægepraksisser, bioanalytikere i medicinalindustrien og fagfæller der for tiden arbejder uden for faget, fortæller Lea Nørgaard.

- Den eneste fællesnævner, vi har kunnet finde indtil videre er, at vi alle er autoriserede bioanalytikere, siger Lea Nørgaard.

Hvor er oplysningerne stjålet?

Det har fået flere bioanalytikere til at rette øjnene mod deres fagforening, Danske Bioanalytikere (dbios). 

Lækagen af CPR-numrene ser dog ikke ud til at komme derfra, skriver fagforeningen i det brev, som formanden fredag sendte rundt til medlemmerne.

- Dbios sekretariat har været i kontakt med vores to IT-udbydere. Meldingen fra begge parter er, at der ikke har været hacker-angreb på deres systemer. Det tyder på, at oplysningerne ikke er kommet fra dbio, men vi undersøger fortsat sagen, står der i brevet.

Her fremgår det også, at bioanalytikere udsat for svindelforsøget opfordres til at politianmelde sådanne tilfælde.

Samtidig opfordres medlemmerne til også at orientere fagforbundet.

- Hvis identitetstyverierne mod forventning skulle vise sig at have noget med dbio at gøre, ønsker vi have et så godt overblik som muligt af sagens omfang. Derfor opfordres du til at orientere din regionsformand…, skriver formanden.

Hvorvidt andre faggrupper kan være udsat for lignende angreb, er TV2 ØSTJYLLAND ikke bekendt med. Vi har mandag været i kontakt med Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland, hvor bioanalytikernes lækagesag er velkendt, men sygeplejerskernes fagforening kender ikke til lignende tilfælde, forlyder det.

Hvem der står bag svindelforsøget, og hvor de personfølsomme oplysninger er stjålet fra, er altså endnu uvist.

Har du oplevet forsøget på svindel, hører vi (og politiet) gerne fra dig på redaktion@tv2oj.dk.