Svampe er populære - men dødsensfarlige
Det bliver mere og mere populært at gå i naturen for at forsyne sig med svampe. Men man skal vide, hvad man laver, inden man putter sine fund i gryden.
Flere og flere begiver sig ud i naturen for at finde svampe, men det er altså ikke helt simpelt at vurdere om sådan en kan spises, eller bør kasseres.
Derfor havde Svampeforeningen i Østjylland i weekenden inviteret på guidet svampetur, hvor deltagerne kunne få tjekket deres fund.
- Man har ikke nogen patentløsninger på, om det er en giftig svamp eller ej, man er simpelthen nødt til at lære de giftige svampe at kende, siger Anders Lykke, bestyrelsesmedlem i Svampeforeningen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Antallet af henvendelser til giftlinjen følger stigningen i danskere, der går i naturen for at finde ingredienser til aftensmaden. Årligt bliver det til omkring 800 opkald, særligt fra bekymrede forældre.
Men man skal ikke lade sig skræmme af faren, man skal bare sørge for at være grundig. Det forklarer overlæge Niels Ebbehøj fra Giftlinjen på Bispebjerg Hospital.
- Hvis man går i skoven og plukker svampe, så skal man starte med en eller to svampe, som man er fuldstændig sikker på, at man har styr på. Man skal have svampebogen med derud, man skal have styr på de gode spisesvampe og hvilke forvekslingsmuligheder der er, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det råd er biolog og svampeekspert Jens Henrik Petersen fuldstændig enig i.
- Brug den tid det tager lige at få kigget lidt i en bog og set lidt på det i stedet for at køre på et eller andet forkert huskeråd eller en tilfældig melding man har halet ud af Facebook, siger han.
Naturen er nemlig en forræderisk størrelse, der er fyldt med farer.
- Der er også giftige bær derude og giftige dyr. Der er alt muligt giftigt, og naturen har nogle giftstoffer, som er langt mere potente end noget russerne har opfundet, siger overlæge Niels Ebbeshøj.
Læs også
Han gentager, at man dog ikke skal holde fra sig fra naturens kølediske.
- Man skal bare være opmærksom på, at naturen er verdensmester i at lave giftige ting, siger overlægen, der påpeger, at man også kan få store smagsoplevelser ud af sine fund.