Styrelse: Flere skal selvisoleres og testes efter tæt kontakt til smittet

I et forsøg på at mindske smittespredning udvider Sundhedsstyrelsen definitionen på at være en nær kontakt.

For at mindske risikoen for smittespredning har sundhedsmyndighederne opdateret kriterierne for, hvornår man bliver defineret som nær kontakt til en, der er smittet med coronavirus.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Hidtil har man været defineret som nær kontakt, hvis man har opholdt sig inden for en meter i mere end 15 minutter – eksempelvis i en samtale – med en person, der er smittet med coronavirus.

Fremover bliver man også defineret som nær kontakt, hvis man i visse situationer har opholdt sig inden for to meter i mere end 15 minutter med en smittet person.

Særlige forhold

Det gælder i situationer, hvor der synges, tales højt eller råbes, eller hvis man har opholdt sig i et lukket rum uden udluftning eller med dårlig ventilation.

- Når man er nær kontakt, er det meget vigtigt, at man går i selvisolation med det samme, fordi der er en øget risiko for, at man er smittet, og det er afgørende for os alle, at man undgår at sprede smitten til andre.

- Derefter skal man have taget to test på bestemte tidspunkter, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.

Den første af de to test skal tages, tidligst fire dage efter at man sidst blev udsat for mulig smitte. Test nummer to skal tages to dage efter første test, uanset om der er kommet svar på første test.

Nye anbefalinger

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu også, at i de situationer, hvor man har været tæt på en smittet, men altså ikke er nær kontakt, kan få taget en screeningstest.

En screeningstest kan forstås som en test, man tager for en sikkerheds skyld for at være sikker på, at man ikke er blevet smittet.

- Det kan være i en situation, hvor man sidder på et kontor sammen eller har siddet i et mødelokale. Det anbefaler vi, for at undgå at der er smitte, som vi ikke opdager, siger Helene Probst.

I de situationer er anbefalingen, at man får taget en test hurtigst muligt. Man skal ikke selvisolere sig, men man skal være ekstra opmærksom på de generelle anbefalinger som blandt andet fysisk afstand, og om man udvikler symptomer.

Derudover anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man viser særligt hensyn til personer, der er i øget risiko for alvorligt forløb ved coronasmitte.

/ritzau/

minimumsnomeringer Asylgades Børnehus børnehave Skanderborg

Forslag: Gratis flyverdragter til alle pædagoger

Allan Jensen

playAllan forarget over prisstigning på drikkevarer til dement kone: Nu er der håb

Djursland Lilleskole

playDanmarks nok mindste friskole går konkurs

john Møller Kørerlærer

play Alle køreprøver udsat igen: Kasper må se langt efter sit kørekort

hussalg til salg hus bolig boligmarked boligmarkedet ejendomsmægler

play Boligmarkedet tordner frem: Husene bliver flået væk i rekordfart

COVID 19 LIVE
Randers FC RFC fans fodboldfans stadion tribune tilskuere BioNutria Park Randers

liveblogLyntest har positivprocent på under 1 for fjerde dag i træk