Strejke aflyser behandlinger på stribe: Nu vil partier og fagforening have regeringen på banen
Enhedslisten og Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at gribe ind i sygeplejerskekonflikten. Ifølge sygeplejerskernes egen fagforening er politisk indblanding nødvendigt.
I over en måned har sygeplejerskerne nu strejket, fordi de mener, at tjenestemandsreformen fra 1969 har spændt ben for, at de gennem årenes løb er steget tilstrækkeligt i løn.
Og på nuværende tidspunkt er der ingen tegn på, at konflikten er kommet tættere på en løsning.
Derfor bør regeringen gribe ind. Sådan lyder det i dag, fredag, fra Dansk Folkeparti, der dermed bakker op om Enhedslisten, som tidligere på ugen kom med samme udmelding.
- Når jeg synes, det er fornuftigt, at regeringen kommer i omdrejninger nu i stedet for bare at vente, er det, fordi alle og enhver, der kigger på det her, kan se, at på et eller andet tidspunkt skal politikerne på banen, sagde Kristian Thulesen Dahl til Politiken fredag morgen.
Læs også
I løbet af dagen er han dog kommet frem til, at det ikke nødvendigvis er nok, at der fra politisk hånd sættes flere lønkroner af til faget.
Han mener derimod, at en lønstigning til sygeplejerskerne, skal hentes hos de såkaldte mandefag, der er 1669 blev placeret højt på listen.
- Man skal lave en aftale om, at man over en årrække lader nogle stå lidt stille på lønskalaen, mens andre får et løft, så man ad åre når frem til noget, der faktisk er mere rimeligt, siger han til TV 2.
Strejke aflyser planlagte behandlinger
Den månedlange strejke har allerede påvirket tusindvis af patienter, som ikke er akutte. På de fire østjyske hospitaler er 5.352 undersøgelser og operationer indtil videre blevet udskudt.
Det er en uholdbar situation, lyder det fra sygeplejerskernes egen fagforening her i landsdelen. Derfor håber de på et snarligt politisk indgreb.
- Vi har hele tiden sagt, at det her er en utrolig vanskelig situation, som vil kalde på, at der er en politisk indblanding, så vi kan komme ud af den hårdknude, vi er i, siger Hanne Holst Long, der er Kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Region Midtjylland, til TV2 ØSTJYLLAND.
Silkeborg er det østjyske hospital, der er hårdest ramt af strejken med 2.388 udskudte behandlinger. Derefter følger Aarhus med 1.641, Randers med 894 og Horsens med 429.
Det forventes også, at flere behandlinger vil blive udskudt, fordi den sommerferie, som sygeplejerskerne burde have holdt nu, skal afvikles, når de engang kommer tilbage fra strejken.