Status efter store optagelsesdag: Stadig flere søger mod Aarhus

Regeringen vil have flere unge til at uddanne sig i provinsen, men de unge har tilsyneladende ikke selv lyst. De unge søger fortsat mod storbyerne. Den tendens vil uddannelses- og forskningsministeren have vendt.

Natten mellem den 27. og 28. juli fik de 93.388 ansøgere til de videregående uddannelser landet over svar på, om de havde fået plads på deres drømmeuddannelse.

Af alle ansøgere har 67.425 fået tilbudt en studieplads. Langt størstedelen af dem får tilbudt en plads på netop den uddannelse, de har prioriteret højst. Det gælder 80 procent - eller fire ud af fem af dem.

Men i de positive tal gemmer der sig en dårlig nyhed for den siddende socialdemokratiske regering. Flere unge er nemlig blevet optaget på uddannelser i landets fire største byer, mens optagelsestallet i de mindre byer er faldet.

Det går ikke så godt i spænd med det udspil, regeringen præsenterede tidligere på året, hvor formålet netop var at rykke flere uddannelser og studerende ud af de store byer.

Du kan se udspillet her. 

Tomme stole uden for Aarhus

Det er en tendens, de mærker hos VIA University College.

Her har de i år optaget 6.098 nye studerende på sine omkring 40 videregående uddannelser i Region Midtjylland. Det er stort set samme antal som forrige gang, hvor optaget slog rekord og var på 6.170 nye studerende.

Hos VIA i Aarhus er de fleste uddannelser fyldt ud. Men uden for Aarhus får piben en anden lyd. Her er der et stort antal ledige studiepladser – blandt andet på de store velfærdsuddannelser til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

- Udenfor de store byer mangler vi ikke uddannelsespladser, der mangler vi studerende. Vi vil rigtig gerne have regeringen i tale om at lave en samlet rekrutteringsplan og ikke bare en udflytningsplan, siger Gitte Sommer Harrits, prorektor på VIA University College.

På læreruddannelsen hos VIA er optaget faldet med 8,0 procent i forhold til 2020, mens optaget er faldet med 5,2 procent på pædagoguddannelsen,

3,3 procent på sygeplejerskeuddannelsen og 1,6 procent på socialrådgiveruddannelsen.

Generelt er der sket et samlet fald på ansøgninger til velfærdsuddannelserne, og ifølge VIA University College kommer der til at mangle op imod 35.000 lærer, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere i 2030. 

Ritzau Grafik - Foto: MAKI/Free
Ritzau Grafik - Foto: MAKI/Free

Vil have vendt tendensen

Det er ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) en bekymrende udvikling, at det ikke er lykkedes at få tallene op, til trods for at pædagoguddannelsen igen i år er landets største.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ser gerne, at der bliver optaget op imod 10 procent færre studerende i de kommende år i de største byer.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ser gerne, at der bliver optaget op imod 10 procent færre studerende i de kommende år i de største byer. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

- Vi har brug for flere studerende på de her vigtige uddannelser og gerne spredt på godt ud i hele landet, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

I Silkeborg er der masser af studiepladser til læreruddannelsen. Der er bare noget, der tyder på, at de unge ikke vil til Silkeborg. Hvordan vil du ændre det?

- Der er brug for at se på optaget i de største byer. Det er klart, hvis vi bare lukker op for sluserne i København og Aarhus, så vil man kunne mærke det i Silkeborg og andre steder i landet. Derfor er vi nødt til at få fordelt vores studerende, og vi er nødt til at score ned for optaget i de store byer – for til gengæld at gøre resten af uddannelserne bæredygtige, siger ministeren. 

Hvad tror du der skal til?

- Vi ser gerne, at der bliver optaget op imod 10 procent færre studerende i de kommende år i de største byer, så vi sørger for at holde hånden under resten, fortæller hun.