SSI: Smittekurven knækkede sidste uge
Siden 16. december har smittetal vist, at restriktionerne virker, lyder det fra SSI's direktør, Henrik Ullum.
Det har virket, at der er blevet skruet op for restriktionerne for at begrænse coronasmitten i det danske samfund.
Det konkluderer Henrik Ullum, der er direktør fra Statens Serum Institut.
- Siden 16. december har smittetal og positivprocent i både PCR- og antigentest vist, at restriktioner virker, skriver han på Twitter.
Læs også
Positivprocenten, som han henviser til, er, hvor stor en andel af de coronatest, der kommer svar på, som er positive for covid-19.
Den var 14. december på 3,50 procent, hvilket var det højeste siden foråret. Tirsdag var den faldet til 1,87 procent.
Smitten var stigende i starten af december, og det betød, at nye restriktioner blev indført gradvist i hele landet.
16. december blev der skruet yderligere op for tiltagene. Og tiltagene har altså virket ifølge Henrik Ullum fra SSI.
Læs også
Blandt andet skulle landets storcentre og indkøbscentre fra dagen efter lukke, og fra 21. december gjaldt det også liberale erhverv som frisører.
Henrik Ullum runder sit opslag på Twitter af med at understrege, at sundhedsvæsenet fortsat er presset - og med en bøn til, at vi fortsat har fokus på 'få kontakter, god afstand og hygiejne'.
Nye smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste 7 dage i Østjylland
Aarhus Kommune: 506,3
Randers Kommune: 430
Skanderborg Kommune: 413,3
Favrskov Kommune: 337,2
Norddjurs Kommune: 278,3
Horsens Kommune: 264,5
Silkeborg Kommune: 249,2
Odder Kommune: 245,2
Syddjurs Kommune: 205,2
Samsø Kommune: 136,8
Kilde: Statens Serum Institut
Tallene er senest opgjort den 22. december 2020.