Søgte efter rystende ben: Læger lagt ned af henvendelser
Forskningsprojekt om uro i benene modtog pludselig langt flere henvendelser, end de kunne bruge.
VI TAGER IKKE IMOD FLERE HENVENDELSER VEDRØRENDE DETTE PROJEKT OM RESTLESS LEGS SYNDROME.
Sådan skriver Aarhus Universitetshospital, efter at sygehuset er blevet væltet af folk, der gerne vil deltage i et videnskabeligt projekt, der skal undersøge årsagerne til, at nogen mennesker lider af uro i benene.
Og det skyldes måske, at mange kender en, som ofte sidder og ryster irriterende med benene.
Sådan har Hanne Vingborgs familie det nogen gange.
- Familien bliver træt af, at jeg hopper rundt i sofaen. De siger til mig - 'Sid nu stille med de ben der! Hold nu op mor!', fortæller Hanne Vingborg
Hanne Vingborg fra Kjellerup lider af Restless Legs Syndrome og har lidt af det i 15 år.
Og hun er ikke alene. To procent af befolkningen lider af RLS, anslår forskere.
Der var derfor også mange, der tilbød deres hjælp, da forskerne fra Aarhus Universitetshospital søgte deltagere til et videnskabeligt projekt.
- Jeg har meldt mig til fordi, jeg håber forskerne bliver klogere på, hvad der forårsager sygdommen, men det bedste vil være en kur, det vil være fantastisk, siger Hanne Vingborg.
Usædvanligt mange henvendelser
Forskerne blev meget overrasket over antallet af frivillige, der henvendte sig for at deltage i forsøget.
De sidste 24 timer har forskningsprojektet fået over 200 henvendelser, hvilket var meget mere, end de havde regnet med.
- Det er helt vildt, at så mange vil være med! Til at starte med havde vi faktisk svært ved at finde patienter, og uden patienter så har vi jo ikke noget projekt, siger læge og ph.d-studerende Anna Bystrup Jacobsen.
100 frivillige er blevet udvalgt og skal deltage i forsøget. 50 patienter med Restless Legs Syndrome og 50 raske deltagere, som skal være med i forsøget, således at man kan sammenligne resultaterne.
Restless legs syndrome (RLS)
Restless Legs Syndrome opleves af mere end 2 pct. af voksne
Man oplever et stort behov for at bevæge benene sædvanligvis ledsaget af ubehagelige følelser i benene
Symptomerne begynder eller bliver værre, når man har været inaktiv længe.
Symptomerne er værre om aftenen eller om natten end om dagen.
Kilde: Ugeskriftet For Læger
Det kribler og krabler
For folk, der lider af RLS, kan det være svært at beskrive, hvordan det føles, og de oplever, at andre mennesker ikke forstår dem.
- Det føles som en voldsom uro i benene, det er sådan en krible-krable følelse. Jeg håber aldrig, du finder ud af, hvordan det føles. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve den følelse, siger Hanne Vingborg.
De fleste oplever, at uroen i benene bliver værre hen ad aftenen og for nogle medfører det søvnbesvær.
Lotte de Linde fra Ugelbølle ved Rønde lider også af RLS, og har haft det i ti år.
- Man kan ikke sove. Jeg kan være vågen til klokken fire om natten. Jeg har uro i kroppen og kan ikke have mine ben stille, de skal bevæges konstant.
Akupunktur, varmeomslag, kolde og varme bade og nu piller. Lotte de Linde har prøvet alt.
Ni år tog det før hun fandt de rigtige piller, som nu hjælper hende med at komme igennem tilværelsen.
- Det er seriøst invaliderende, det er helt ubeskriveligt og andre mennesker forstår det ikke, siger Lotte de Linde.
Uklart hvad der giver urolige ben
Forskningsprojektet på Aarhus Universitetshospital skal finde ud af, hvad der gør, at man får Restless Legs Syndrome.
Det er første skridt på vejen til, at man senere kan gå i gang med et projekt, der måske kan finde en behandling.
- Vi prøver at finde ud af, hvor sygdommen sidder henne, er det i nerverne eller i hjernen, siger Anna Bystrup Jacobsen.
Det undersøger forskerne ved at udsætte forsøgspersonerne for to forskellige metoder.
Transkraniel Magnetisk Stimulation, hvor man påvirker hjernen med et magnetfelt og en nerveundersøgelse, hvor man påvirker nerverne med strøm.
Når man er blevet klogere på, hvad der er årsagen til sygdommen, vil man forhåbentlig kunne arbejde på en behandling.
Resultaterne fra projektet forventer forskerne at kunne publicere i slutningen af 2023.