Slut med mundbind og coronapas: Regeringen vil fjerne alle restriktioner

Fra 1. februar skal covid-19 ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, mener sundhedsminister Magnus Heunicke.

Når januar bliver til februar, er det slut med mundbind, lukkede natklubber og coronapas.

Regeringen vil nemlig følge Epidemikommissionens indstillinger og afskaffe alle restriktioner. Det fremgår af sundhedsminister Magnus Heunickes (S) orientering Folketingets partier forud for et møde med sundhedsordførerne klokken 12.15 i dag. 

Epidemikommissionen anbefaler, at covid-19 ophører som samfundskritisk sygdom, og at de restriktioner, det medfører, ophører efter 31. januar.

Dermed kan mundbindene ryge i skraldespanden, og coronapasset blive i lommen fra på tirsdag. 

Anbefalinger kommer, efter at kommissionen ikke vurderer, at sygehuskapaciteten er kritisk udfordret af corona længere, og flere regioner igen har nedskaleret beredskaberne.

Fortsat indrejserestriktioner

Der vil dog fortsat være restriktioner og krav om test 24 timer efter indrejse for folk der hverken er vaccineret, tidligere smittet, eller som ikke kan fremvise en negativ test forud for indrejse. Det gælder også danske statsborgere. Dette gælder foreløbigt fire uger.

Når covid-19 ikke længere er en samfundskritisk sygdom, bortfalder en række bestemmelser i epidemiloven.

Forud for mødet har samtlige partier givet udtryk for, at de bakker op om at lade alle restriktioner løbe ud.