Sidste dag med sne
De fleste østjyder vågner i dag op til et snedækket landskab og frost på bilruden. Men allerede i aften, kan de vinterlige fornemmelser være ovre.
Et ellers meget mildt efterår fik i denne weekend et koldt pust fra øst, og et lavtryk over Kattegat giver i dag vinterlige byger mange steder.
I går aftes og i nat har særligt den nord- og østlige del af Jylland fået mange snebyger, og selv om de officielle snemålinger først indløber i løbet af formiddagen, skønnes det, at der lokalt kan være faldet op mellem 10 og 20 cm sne.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut.
Først på dagen kommer der sne- og sludbyger mange steder, men op ad formiddagen klarer det noget op med lidt eller nogen sol, men også spredte sne- og sludbyger.
Temperaturen svinger fra frysepunktet til 4 graders varme, og svag til frisk vind fra skiftende retninger.
Det betyder også, at der er risiko for pletvis rim- og sneglatte veje, cykelstier og fortorv - så DMI opfordrer alle til at tage hjemmefra i god tid, hvis man skal ud i mandagens morgentrafik.
Hvis man derimod drømmer om at bygge en snemand eller få prøve kælken af, er det med at slå til i dag. For allerede tirsdag kan vintervejret være overstået for denne gang.
- Fra i aften og natten til tirsdag ser det dog ud til at vintervejret er overstået for denne gang, og resten af ugen bliver mild og med regn, siger meterolog Trine Pedersen ved DMI.
Mange østjyder delte søndag deres sne-billeder. De kan ses her.