Seks dage i træk over 30 grader - er ikke sket i 45 år

Mere end halvdelen af landet har den seneste lille uge haft over 30 graders varme.

Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Da temperaturen tirsdag eftermiddag nåede 31,1 grader ved Borris i Vestjylland, var det sjette dag i træk, der et eller andet sted i landet blev målt temperaturer over 30 grader.

Hedebølgen over Danmark begynder således nu for alvor at spille med musklerne med en usædvanlig langvarig varme, som vi skal flere årtier tilbage i tiden for at overgå.

Ikke siden august 1975 har vi haft seks dage i træk med temperaturer over 30 grader, siden de første landsdækkende temperaturmålinger blev foretaget i 1884.

Dermed overgår vi netop nu de ellers varme somre i 2018, 2004 og 1994, der alle havde fem dage med over 30 grader i træk.

I august 1975, der med 36,4 grader også bød på den danske varmerekord, var der hele ni dage i træk, hvor temperaturen nåede over 30 grader.

Det er en rekord, der ikke er overgået hverken før eller siden.

 

Over halvdelen af landet har haft over 30 grader

Den usædvanligt langvarige varme med temperaturer over 30 grader begyndte torsdag, da temperaturen i Holbæk nåede 30,8 grader.

Varmen kulminerede foreløbigt søndag med 32,4 grader i København.

Sommervarmen, som siden lørdag har givet landsdækkende hedebølge, udmærker sig ved at have ramt store dele af landet.

Siden torsdag er der målt over 30 grader ved hele 32 af DMI's 55 vejrstationer, og alene lørdag var der 20 steder i landet over 30 grader.

Slut med temperaturer over 30 grader - i denne omgang

De seks usædvanligt varme dage i træk bliver efter alle prognoser at dømme brudt, når temperaturen de kommende dage 'blot' ventes op mellem 25 og 28 grader.

Det varme og solrige sommervejr ventes dog at fortsætte frem til og med weekenden.

Dog er der sidst på weekenden risiko for lokale regn- og tordenbyger.