Se listen: Disse nye uddannelser bliver oprettet
En række nye uddannelser er blevet godkendt, meddeler ministerie, og flere af dem er i Østjylland.
Tirsdag er listen over nyligt godkendte uddannelser blevet offentliggjort, og der er gode nyheder til flere østjyske byer.
Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har sendt listen ud, efter minister Christina Egelund (M) har godkendt i alt 33 nye uddannelsesudbud.
I Østjylland betyder det seks nye uddannelser.
VIA University College har fået godkendt to nye professionsbachelor-uddannelser. Man vil derfor i fremtiden kunne uddanne sig som bygningskonstruktør i Randers og inden for protese- og ortoseteknologi i Randers.
I Silkeborg har Erhvervsakademi Dania fået godkendelse til at oprette en uddannelse som professionsbachelor i finans. Den vil have plads til 25-35 studerende og vil få opstart i 2023.
Det vækker glæde hos rektor på Dania Anders Graae Rasmussen.
- Der er meget stor efterspørgsel på kandidater indenfor professionsbachelor i finans ikke mindst i Silkeborg-området, hvor Jyske Bank har sit hovedkontor, siger han.
Dania havde også ansøgt om at lave en uddannelse inden for produktudvikling og teknisk integration i Randers, men det har ministeriet ikke givet tilladelse til.
- Forhåbningerne var små, fordi den er dimensioneret til et lille optag, da der er stor ledighed indenfor dette område. Vi er ærgerlige over ikke at den blev godkendt, men vi havde også lidt forventet, at det ville ske, siger Anders Graae Rasmussen.
Erhvervsakademiet i Aarhus har fået tilladelse til oprette tre nye uddannelser, der alle har naturen i fokus: Natur og jordbrugsproduktion, business og vandteknologi samt akademiuddannelsen i bæredygtighed og grøn omstilling.
Der oprettes også flere nye universitetsuddannelser, men ingen af dem er i Østjylland.
Uddannelse | By | |
---|---|---|
VIA University College | ||
Professionsbachelor som bygningskonstruktør | Randers | Optag: 80 Opstart: Under afklaring |
Professionsbachelor i Protese- og ortoseteknologi | Horsens | Optag: 30 (hvert andet år) Opstart: 2024 |
Erhvervsakademi Dania | ||
Professionsbachelor i Finans | Silkeborg | Optag: 25-35 Opstart: 2023 |
Erhvervsakademi Aarhus | ||
Professionsbachelor i Natur og jordbrugsproduktion | Aarhus | Optag: 35-60 Opstart: 2023 |
Professionsbachelor i Business og vandteknologi | Aarhus | Optag: 35-60 Opstart: 2023 |
Akademiuddannelse i Bæredygtighed og grøn omstilling | Aarhus | Optag: 30-60 Opstart: Under afklaring |