Så du det? Spektakulært syn overrasker på sommerhimlen
Flere steder i Østjylland har man kunnet se store lysende cirkler om solen.
Tirsdag var en smuk dag med sol, og kiggede du op mod solen, ville du bemærke, at der var en helt rund ring om solen.
Der var i hvert fald flere østjyder, der så det unikke vejrfænomen, der kaldes en halo.
En halo dannes, når sollyset passerer gennem iskrystaller i luftlag højt over jorden.
Iskrystallerne findes i cirrusskyer, fordi de er højtliggende i atmosfæren, hvor der altid er frost. Disse skyer består derfor af fine iskrystaller og ikke af små vanddråber ligesom skyer tættere på jorden.
TV2 ØSTJYLLAND har modtaget en række billeder af vejrfænomenet fra flere steder i landsdelen. Er du en af dem, der ikke lagde mærke til det på himlen, kan du se hvordan en halo tager sig ud nedenfor.