Risiko for glatte veje - koldere vejr på vej ned over Danmark
De kommende nætter ventes frost i Østjylland.
Pas ekstra godt på, når du skal hjem fra juleferie eller julefrokost i dag og i morgen. I takt med temperaturen falder til under frysepunktet, vil der de to næste døgn være risiko for glatte veje Østjylland og i resten af landet.
Det skyldes, at der efter juledage med temperaturer et godt stykke over frysepunktet er koldere luft på vej ned over Danmark.
Den kolde luft har sammen med en opklaring 2. juledag allerede givet frostvejr i Nordjylland. Her er temperaturer ned til -3,6 grader.
Allerede i løbet af de sene eftermiddagstimer torsdag og først på aftenen vil den koldere luft sammen med en opklaring betyde, at temperaturen i store dele af Jylland kan nå ned omkring frysepunktet. Dermed er der risiko for glatte veje.
I løbet af natten vil temperaturen falde til nul grader i store dele. I Jylland, hvor det bliver koldest, ventes udbredt frostvejr med omkring et par graders frost, og lokalt kan termometret vise ned til fire graders frost.
I første omgang vil opklaringen med det kolde vejr kun nå Jylland, mens der vil være flere skyer på Fyn og Sjælland. Her når temperaturen kun lige akkurat ned omkring frysepunktet.
Fredag vil temperaturerne på trods af flot og solrigt vejr kun stige langsomt, og i Jylland vil temperaturen selv midt på dagen kun lige akkurat nå op over frysepunktet.
Det betyder, at der hele fredagen er risiko for rim- og isglatte veje.
Opklaring breder sig
I løbet af fredagen ventes opklaringen at brede sig til hele landet, og allerede fredag eftermiddag kan der komme frostvejr i stort set hele landet.
Natten til lørdag kan vi få temperaturer ned til mellem fire og seks graders frost.
Med temperaturer, der lørdag morgen lokalt kan være under -6 grader, har vi udsigt til dette vinterhalvårs laveste temperaturer.
Indtil videre er den laveste temperatur målt allerede 30. oktober, da termometret viste -5,5 grader.
Det koldere vejr med temperaturer omkring frysepunktet fortsætter lørdag, hvorefter lunere luft natten til søndag atter ventes at blæse frem mod Danmark.