Frifundet igen for at sælge bolsjer med cannabisolie
Vestre Landsret har stadfæstet frifindelse af 44-årig. Forsvarer beder anklagere om at undersøge andre sager.
En mand fra Østjylland er af Vestre Landsret blevet frifundet for at have overtrådt straffelovens paragraf om narkotika, da han i stor stil solgte produkter med cannabisolie.
Resultatet af den retskemiske analyse kunne ikke bruges som bevis.
Årsagen er, at analysemetoden i sig selv omdannede lovligt stof til ulovligt stof. Det fremgår af landsrettens pressemeddelelse om torsdagens dom.
Den frifundnes forsvarer, advokat Peter Secher, opfordrer nu anklagemyndigheden til at undersøge, om andre kan være blevet dømt med urette.
- Man bør gennemgå lignende sager for at se, om de er blevet dømt på baggrund af samme analysemetode, siger han.
Opvarmning forandrede stof
Gennem mere end tre et halvt år solgte den 44-årige mand produkter som bolsjer, olier og cremer med cannabisolie. Salget skete via mandens hjemmeside.
For at straffe kræves det, at indholdet af det virksomme stof THC er på mere end 0,2 procent.
I den retskemiske analyse skete der en opvarmning af de produkter, som politiet havde beslaglagt hos manden. Men i den proces blev det lovlige stof THC-A omdannet til THC.
Derfor er landsretten nået frem til, at man ikke kan fastslå, at THC-indholdet i produkterne forud for den retskemiske analyse lå over grænsen.
Resultatet er en frifindelse.