Restauranter kritiserer krav om coronapas: Besværligt og tidskrævende

Horestas formand i Region Midtjylland undrer sig over specielle krav til restauranter og frisører, mens andre brancher slipper.

Selvom restauranter og caféer nu igen har udsigt til at byde gæster indenfor, er formanden for brancheorganisationen Horesta i Region Midtjylland, Jakob Beck Wätjen, langt fra begejstret for genåbningsplanen.

Det er specielt beslutningen om, at man skal fremvise et coronapas for at komme på restaurant, der frustrerer formanden.

- Det er sjovt, at det er restauranter og frisører, der skal holde for. Vi kan stadig gå i supermarkedet, og vi kan stadig bruge offentlig transport, og de har cirka samme smitterisiko som restauranter. Jeg er bange for, at det bliver tidskrævende, besværligt og måske også uforståeligt for gæsterne, siger Jakob Beck Wätjen, der i det daglige er hotelchef på Gl. Skovridergaard og Vejlsøhus i Silkeborg.

Coronapasset skal bruges til at dokumentere, at man enten er færdigvaccineret, har en negativ coronatest inden for 72 timer eller har overstået infektionen. Og det bliver så restauranternes opgave at kontrollere, at gæsterne har et gyldigt pas.

Hvor skal du vise coronapas?

Udendørs servering

- Det er en ekstra kontrol, som man ikke skal udføre ret mange andre steder i samfundet. Det er en ekstra belastning for vores branche, som vi skal finde ud, hvordan kan håndtere. Og hvordan vil gæsterne opfatte det, at vi lige skal se deres adgangsbillet, spørger Jakob Beck Wätjen.

Han tilføjer, at han ville have mere forståelse for kravet, hvis coronapasset kunne afløse nogle af de andre restriktioner, som caféer og restauranter er underlagt.

VIDEO: Efter måneders nedlukning er der nok at glæde sig til i genåbningsplanen, hvis man skal tro de østjyder, TV2 ØSTJYLLAND tirsdag mødte på gaden i Skanderborg. Hør her, hvad de glæder sig mest til.

Politikernes plan indebærer, at restauranterne kan åbne for udendørs servering fra 21. april og indendørs fra 6. maj - i begge tilfælde er coronapasset en forudsætning.

Udsigten til udendørs servering får heller ikke Horestas regionsformand til at juble.

- Der er måske nogle få restauranter i strøgområderne i storbyerne, der kan få en forretning ud af det, men mange andre vil ikke have nogen effekt af det, siger Jakob Beck Wätjen.

Overblik: Hvad åbner hvornår?