Regn og frisk vind kan påvirke røgen lørdag
Frisk vind kan lørdag sende røgen over Djursland, inden det stilner af.
Der er udsigt til jævn til frisk vind lørdag, hvor vinden blæser fra syd, oplyser DMI fredag aften.
Det betyder, at man kan komme til at lugte røgen fra Studstrupværket, der raser på niende døgn, nord for værket.
- Der er meget gang i vinden i morgen, en jævn til frisk vind fra syd og måske kuling ved kysterne, fortæller Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog ved DMI.
Den lægger sig og drejer over i vest op ad eftermiddagen.
- Man skal holde det ud lørdag formiddag, og i løbet af eftermiddagen drejer den til vest og blæser ud over det sydlige Djursland og Kattegat
Der er også udsigt til en hel del regn i løbet af formiddagen, der er med til at rense luften.
- Der er jo mange sodpartikler, som gør, at det kan lugte, og de vil blive vasket ud, når det regner, siger Bolette Brødsgaard.
Brandvæsnet arbejder fortsat på slukningen og forventer at gøre det flere dage.
Det er stadig den kraftigste opfordring at holde sig opdateret og følge myndighedernes anbefalinger.
- Vi monitorerer situationen meget tæt, Vi får prognoser fra kemisk beredskab, og hvis der er nogen former for ændringer, så er det herfra, vi meget hurtigt kan aktivere andre kommuner, siger beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl.
- Vi er forberedt til tænderne og tøver ikke med at trykke på knapperne, hvis vi får brug for det, lyder direktørens seneste vurdering.