Raske danskere kan få digitalt coronapas til rejsebrug
Det er flere steder i verden nødvendigt at kunne fremvise en negativ coronatest ved indrejse.
Flere steder i verden skal der fremvises en negativ coronatest ved indrejse.
Derfor indføres der nu et digitalt coronapas, der skal dokumentere, at man er rask. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Det betyder, at danskere, der skal til lande, hvor en negativ coronatest er nødvendig, kan få foretaget en test inden afrejsen.
Er den negativ, kan der downloades eller printes bevis for det, så det kan dokumenteres, når der rejses.
- Danmarks grænser åbner mere og mere op, og i samme takt opdaterer vi løbende rejsevejledningerne for både erhvervsrejsende og danskere, som skal på ferie i udlandet, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i meddelelsen.
- Flere steder vil man kunne møde et krav om at kunne dokumentere en negativ Covid-19-test (sygdommen, der skyldes coronavirus, red.), og med det nye Covid-19-pas har vi nu et digitalt tilbud til danskere, som har brug for at kunne medbringe en officiel dokumentation for test på deres rejse, lyder det.
En hjælp til danskerne
Hos Dansk Industri glæder branchedirektør Michael Svane sig over passet.
- Det vil helt sikkert hjælpe danskere, som skal rejse med arbejdet eller privat.
- Vi er i en tid, hvor man som rejsende støder på mange forhindringer. Men Covid-19-passet er nemt at få adgang til, og det er meget smidigt at bruge, siger han i en kommentar.
De danske grænser blev lukket ned for turister i midten af marts for at bremse smittespredningen af coronavirus.
Siden er de dog blevet åbnet igen for rejsende fra flere lande, der lever op til flere objektive krav. Blandt andet skal antallet af coronasmittede være på under 20 per 100.000 indbygger i landet.
Udlændinge, der udviser tydelige sygdomstegn, må dog ikke komme ind i Danmark.
Passet er gratis at hente på sundhed.dk og vil kun være muligt at downloade, hvis prøven ikke er ældre end syv dage gammel.
I første omgang bliver det tilgængeligt for voksne over 18 år. Fra midten af juli bliver det dog også tilgængeligt for børn.