Prognose: Sådan rammer stigende energipriser

Familier med gasfyr rammes på pengepungen i 2022, viser beregninger fra Danske Bank.

De høje energipriser får betydning for flere danske familier, som i 2022 har udsigt til at få omkring 200 kroner mindre til rådighed om måneden.

Det viser en prognose fra Danske Bank. Det er beregninger, som banken har lavet for deres modelfamilie, der svarer til en typisk dansk familie med to voksne og to mindre børn.

Faldet i rådighedsbeløbet skyldes "altovervejende høje energipriser", skriver Danske Bank.

Modelfamilien varmer boligen op med et gasfyr ligesom cirka 400.000 andre husstande.

Selv om priserne på gas og el er faldet en anelse efter at have været på himmelflugt hen over julen, så ligger priserne stadig højere end normalt. Særligt på gas.

Derfor ventes den samlede ekstraregning til opvarmning at lande på 4200 kroner for hele 2022 - svarende til 350 kroner om måneden.

- Havde modelfamilien varmet op med fjernvarme – der i gennemsnit ikke er steget i pris, om end det visse steder i landet er – ville de altså have haft udsigt til en mindre stigning i rådighedsbeløbet, skriver privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen i prognosen.

Bilejere rammes afstigninger i ejerafgiften i år og næste år.
Bilejere rammes afstigninger i ejerafgiften i år og næste år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Også højere elpriser

Faldet i rådighedsbeløbet kommer trods forventninger om lønstigninger på 3,2 procent i år. Det vil give et løft i indkomsterne.

De generelle priser er dog også steget, så hvor fremgangen i reallønnen, der er et udtryk for, hvor meget man kan købe for sin løn, i takt med at priserne stiger, steg med knap 1 procent i 2021, falder den til knap 0,8 procent i 2022.

Danske Bank forventer, at den vil stige til cirka 2 procent i 2023.

Elpriserne steg i december 2021 til næsten ti gange prisen i december 2020, men i begyndelsen af 2022 er prisen faldet.

Dermed venter Louise Agerstrøm Hansen, at ekstraregningen bliver begrænset sammenlignet med sidste år.

Det hører dog med, at der er "ekstraordinært stor usikkerhed" om elpriserne, hvorfor de hurtigt kan stige igen.

Til næste år - i 2023 - ventes energipriserne at falde til ro på et højere niveau, end før de aktuelle prisstigninger begyndte. Samtidig ventes en væsentlig fremgang i indkomst.

De to ting kombineret betyder, at Danske Banks modelfamilie kan se frem til at få næsten 1500 kroner mere mellem hænderne.

Modelfamilien kører i en benzinbil, og de rammes derfor af stigninger i ejerafgiften i år og næste år. Men der er tale om en "forholdsvist beskeden stigning", lyder det i prognosen.

En gruppe fjernvarme-kunder i Ulstrup fik før jul en nyhed, de ikke havde ønsket sig. Det lokale fjernvarmeselskab meddelte nemlig, at varmeprisen står til at stige med 185 procent. Dermed kan udgiften til at opvarme et standard familiehus ryge op på cirka 45.000 kroner om året.