Problemer med coronapas-app fra morgenstunden
Fredag morgen oplevede mange problemer med coronapas-appen og andre sundhedstjenester.
Skal du bruge dit coronapas fredag, skal du måske lige på forhånd tjekke efter, om appen virker.
Fra morgenstunden har der nemlig været problemer med at få sit coronapas vist.
Senere fredag formiddag synes problemet at være løst.
TV2 ØSTJYLLAND havde ved selvsyn konstateret, at man godt kunne logge ind, men når man så skulle have vist sit coronapas, kom det ikke frem.
Der kom fejlmeldinger, når der skulle vises et gyldigt coronapas.
En pressemedarbejder fra sundhed.dk bekræftede, at der er problemer med at få vist sine sundhedsoplysninger. Det skulle skyldes en fejl hos leverandøren til Fælles Medicinkort og Det Danske Vaccinationsregister.
- Det er derfor, man ikke kan se vaccinationspasset nogen steder, fortæller Katrine Tranberg-Hansen fra sundhed.dk til TV2 ØSTJYLLAND.
Da problemet var blevet identificeret, mente man, at en løsning var tæt på, fortalte hun. I løbet af formiddagen forventedes det være løst.
Også på appen MinSundhed og sundhed.dk oplevedes problemer fredag morgen.
Har du selv oplevet problemer i en situation, hvor du har brug for coronapasset, kan du fortælle din historie til TV2 ØSTJYLLAND her.