Barer og borgere får ros af politiet: - Samfundet gik i stå klokken 22

Barers nye lukketider er med én undtagelse blevet overholdt.

Regeringens nye restriktioner trådte lørdag i kraft, og restriktionerne betyder blandt andet, at restaurationer, caféer og værtshuse skal lukke klokken 22. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Lørdag var første aften med tidlige lukketider for barer og restauranter, og politiet roser restaurationerne for at overholde de nye lukketider klokken 22. 

Læs også Overblik: Her er de nye restriktioner

Borgerne bliver også rost af politikredsene i TV2 ØSTJYLLANDs sendeområdet. Hos Østjyllands Politi lyder meldingen, at lørdag aften har været "ualmindelig stille". 

- Det har slet ikke været, som det plejer. Vi har haft en oplevelse af, at samfundet gik i stå klokken 22 i går. Folk har taget den nye situation til sig og er krøbet i skjul, siger vagtchef Peter Hunniche til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi har heller ikke så mange gæster i kælderen her til morgenen, som vi normalt ville have efter en lørdag.

Skabt den tilsigtede ro

Ifølge vagtchefen har politiet i Østjylland ikke oplevet, at restaurationer forbrød sig mod den nye lukketid. 

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi har det nye tiltag tilsyneladende haft den ønskede effekt.

- Vi har ikke konstateret, at festerne er rykket et andet sted hen, da barer og restauranter lukkede. Vi har selvfølgelig haft lidt sager med musik til ulempe i de små hjem, men det er ikke noget atypisk, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Læs også Mette F: Skru ned for festerne

Én smutter

Søndag morgen er der dog dukket en undtagelse op, da Midt- og Vestjyllands Politi oplyser på Twitter, at en restauration i Silkeborg brød lukkekravet lørdag aften.

Overtrædelsen af de nye lukketider gav en sigtelse til virksomheden, melder politiet.

Læs også Bekymret restauratør i Silkeborg: Restriktioner kan koste restauranter livet

Samme melding bliver gentaget søndag morgen under en ny rundringning hos landets politikredse.

Den nye lukketid har skabt den ro, som det har været tilsigtet.

Peter Hunniche, vagtchef, Østjylland Politi

Rigspolitichef Thorkild Fogde oplyste lørdag på Twitter, at politiet vil bekæmpe spredningen af covid-19 med en oprustning i hele landet.

- Ikke for at genere befolkningen og erhvervslivet, men for at medvirke til, at vi trygt kan gå efteråret og den mørke tid i møde. De kommende uger bliver vigtige, hvis vi skal vende udviklingen, skrev Thorkild Fogde.

Det er en krævende opgave for politiet at tage kampen op mod smittespredning, fortæller Thorkild Fogde.

- Det er mandskabskrævende. Men det er en nationalt prioriteret opgave, som vi er nødt til at løse, siger han.

Læs også Politiet hæver sit beredskab i hele landet

Det er primært nattelivet, som kræver politiets bevågenhed.

- Det største enkeltelement bliver at sørge for, at der falder ro på i byerne, når restaurationerne lukker klokken 22.

- Derudover bruger vi mange kræfter på at sikre, at der ikke opstår fester i gaderne eller afholdes piratfester, lyder det fra rigspolitichefen.

Nye opgaver er kommet til, mens andre er væk, lyder det fra rigspolitichef Thorkild Fogde, der her er flankeret af statsminister Mette Frederiksen (S) og direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm. Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Andre ting er til politiets fordel 

Politiet har dog ikke kun fået ekstra opgaver under coronaudbruddet. Visse krævende opgaver er bortfaldet, påpeger Thorkild Fogde.

- Vi har ikke de store fodboldkampe, vi har ikke de store koncerter, og når nattelivet lukker tidligt, har vi heller ikke den samme tumult og uro i bylivet, som der normalt ville være.

- Så der er nogle ting, der er til politiets fordel, siger rigspolitichefen.

Politiets indsats er nu - i højere grad end tidligere - styret og koordineret fra centralt hold. Det sker i Den Nationale Operative Stab.

Coronaindsatsen er forankret i en særlig, national operationsplan. Den har fire niveauer - og med den seneste udvikling er politiet gået op på øverste beredskabsniveau.