Politiet om genåbning af barer: Der var højt humør hele vejen

Folk opførte sig pænt og gik lige hjem, da beværtningerne lukkede sent onsdag aften, oplyser politiet.

Det hele forløb problemfrit, da barer og restauranter genåbnede onsdag.

Både gæster og beværtninger respekterede, at der var sidste udskænkning klokken 22.00, og at der skulle spises op og drikkes ud inden klokken 23.00.

Sådan lyder det enstemmigt fra landets politikredse tidligt torsdag morgen - heriblandt Østjyllands Politi: 

- Der var højt humør hele vejen, men der var ingen problemer overhovedet, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Morten Bang.

Ingen problemer ved genåbning i hele landet 

Samme melding lyder fra politiet i Nordjylland, der havde sat gående patruljer ind i den festglade Jomfru Ane Gade i det centrale Aalborg.

- Det hele gik rigtig fint. Vi førte selvfølgelig tilsyn med restaurationer og barer i hele politikredsen, men der var ikke noget, som gav anledning til nogen problemer, siger vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.

Heller ikke i landets største politikreds, København, oplevede man problemer i forhold til onsdagens genåbning.

- Det hele er forløbet ganske stille og roligt uden noget nævneværdigt behov for politiets indgriben. Folk har opført sig pænt, siger vagtchef Henrik Brix.

- Da beværtningerne lukkede mellem klokken 22.00 og 23.00, var der nogle steder en større ophobning af mennesker fra diverse barer, men det lader til, at de gik lige hjem, tilføjer han.

Ingen bøder uddelt 

Genåbningen af barer og værtshuse er en del af den politiske aftale om en øget genåbning, der blev indgået i sidste uge.

Den betyder, at caféer, restauranter og værtshuse onsdag måtte åbne for både indendørs og udendørs servering.

Dog med krav om bordbestilling og et gyldigt coronapas for siddepladser indendørs, ligesom at der gælder krav om afstand og mundbind, når gæsterne ikke sidder ned.

Østjyllands Politi kunne dog onsdag aften fortælle, at de ikke uden videre tjekke op på, om restauratørerne overholder reglen om bordbestilling

- Vi går ikke rundt og laver stikprøver på restaurationerne. Men vi kommer rundt, og hvis vi i forbindelse med vores patrulje ser noget, der ser mistænkeligt ud, eller vi har fået en anmeldelse, så kontrollerer vi det selvfølgelig nærmere, sagde Gert Bisgaard, fungerende politiinspektør ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND onsdag aften. 

Østjyllands politi oplyser dog, at de ingen bøder har uddelt i forbindelse med genåbningen af blandt andet også stormagasiner, biblioteker og muséer.

-  Vi har været ude på torve, på Strøget, i storcentre og i cafémiljøet, og helt overordnet set har det været en fredelig og stille og rolig dag, sagde Gert Bisgaard onsdag. 



180877595_937436270415167_3947125992405274447_n

play Genåbningskaos: Så lang er ventetiden nær dig

IMG_6045

play Må jeg klare mig selv? Nej, du må få hjemmehjælp

Tomas Tordrup boligkravslisten

play Splittet fra sin kone på grund af fejl: Nu er familien samlet

Jens Peter Hansen

play Håbefuld iværksætter i 'Hestens Hule': Det startede med en fyring

20190522-120532-5-1920x1279we

Overblik: Sådan genåbner Danmark yderligere i dag

IMG_8481-1200px

Efter fejl: Molslaboratoriet bliver igen undersøgt af politiet

Dagens mest læste