Myndigheder udfordret af nedbrud: Politi sendte alle biler på gaden
Problemer med mobilnetværket får Østjyllands Politi til at sende alle mand på gaden for at være ekstra synlige.
De seneste timer har flere TDC-kunder været udfordret af, at mobilnettet er nede. Og det påvirker også kontakten til myndighederne.
Østjyllands Politi oplyser, at det i øjeblikket oplever problemer med kontakten til både borgere og patruljerne.
Udfordringerne betyder, at alle mand er sendt på gaden, fortæller vagtchef René Ludvig til TV2 Østjylland.
- Vi har alt disponibelt ude at køre. Vi er i midtbyen, i oplandet. Vi kan ikke ramme samtlige landsbyer i nuet, men vi er synlige og har alle biler på gaden, siger han.
Skal man bruge 112 og har udfordringer, kan man tage sit simkort ud af telefonen og ringe uden simkort. Det oplyser TDC.
Aarhus Universitetshospital har som følge deraf skruet ned for såkaldt "ikke-kritisk aktivitet".
Det oplyser kommunikationschef Lars Elgaard Pedersen ifølge DR.
- Vi kan fungere, men 1-1-2 er den store udfordring, siger han.
- Vi må rykke sammen
Der er også eksempler på, at borgere bliver smidt af linjen, hvis politiet forsøger at omstille dem. Ellers er det en stille dag, lyder det.
- Vi ved ikke, om det er en stille torsdag, eller om det er, fordi folk ikke kan komme igennem, siger vagtchefen.
Han opfordrer folk til fortsat at forsøge at ringe ind.
- Ring, som du ville gøre normalt. Hvis man ikke kommer igennem på 112 eller 114, må man ned og bede om hjælp på gaden. Vi må rykke sammen og være gode ved hinanden, siger René Ludvig.
Nødkald for udsatte borgere påvirket
Nedbruddet gør det også vanskeligt at ringe til Aarhus Kommune. Problemerne påvirker blandt andet udsatte borgere i Aarhus, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Det er nødkaldet for hjemmeboende borgere og borgere på plejehjem, der også er påvirket.
Det har fået kommunen til at foretage ekstra besøg ved udsatte borgere, både hjemmeboende og på plejehjem.