Pas på i trafikken: Der kan være glat
Midt- og Vestjyllands Politi advarer om glatte veje, efter at der natten til lørdag er faldet sne flere steder.
Midt- og Vestjyllands Politi skriver lørdag morgen på Twitter, at der er meget glat på vejene i regionen på grund af snefald i nat, der har lagt sig som is på vejene.
Derfor skal man køre forsigtigt, hvis man bevæger sig ud i lørdagstrafikken - især hvis man er en af dem, som allerede har fået skiftet vinterdækkene ud med sommerdæk.
- Kør hjemmefra i god tid, og kør forsigtigt. Har du fået dine sommerdæk på, så skal du køre ekstra forsigtigt, skriver politiet i opslaget.
På Vejdirektoratets hjemmeside melder de ligeledes om pletvis isglatte veje flere steder i landet. I Østjylland gælder det dog - ifølge trafikkortet - i skrivende stund kun i Randers Kommune.
Vejdirektoratet oplyser dog, at dagen indtil videre er forløbet uden de store uheld.
- Der har umiddelbart ikke være nogle uheld, men der er også blevet saltet, så det skulle heller ikke være noget stort problem.
- Men når der har været frostvejr, så skal man køre efter forholdene, siger Britt Osted Nielsen, der er vagthavende hos Vejdirektoratet, til TV2 ØSTJYLLAND.