OVERBLIK: Sådan forbereder din kommune sig på ny coronabølge

Antallet af covid-19-smittede stiger i flere af de østjyske kommuner. Her kan du danne dig et overblik over smittetal og din kommunes plan i tilfælde af yderligere smitte.

Alene i denne uge er 147 personer foreløbigt testet positiv for covid-19 i Østjylland. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Den seneste uge er der sket en dramatisk stigning i antallet af østjyder smittet med covid-19

Læs også Antallet af coronasmittede i Aarhus stiger og vækker bekymring

Alene i denne uge er 147 personer foreløbigt testet positiv i Østjylland. I grafen kan nedenfor kan du se udviklingen i hele Østjylland.

Nedenfor kan du se udviklingen i smittetallet i de forskellige østjyske kommuner i juli måned.

Det stigende smittetal får kommunerne til at forberede planer for, hvad der skal ske, hvis smitten accelererer.

Alle kommunerne tager afsæt i retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Her kan du danne dig et overblik over, hvilke tanker der er gjort i din kommune. 

Aarhus Kommune

Antallet af smittede i Aarhus er steget voldsomt den seneste tid. Foreløbigt er der 119 nye smittede i uge 32, hvilket er markant flere end henover sommeren, hvor antallet af nye smittede hver uge var under ti.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) kalder situationen alvorlig, og kommunen har iværksat flere tiltag, som skal bremse smitteudbruddet i kommunen.

Blandt andet er besøgrestriktionerne på plejehjemmene i Aarhus blevet genindført. 

Det betyder, at besøg på plejehjem og sociale institutioner atter rykkes udenfor. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om særlige tilfælde eller kritisk sygdom. Det er endnu uvist hvor længe, restriktionerne vil gælde.

Derudover skal det somaliske mindretal informeres bedre, da særligt denne minoritetsgruppe er ramt af weekendens smitte

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) fortæller desuden, at kommunen er klar med yderligere initiativer.

- Hvis smitten accelerer og vi kan se, at det er nødvendigt med yderligere initiativer, så er vi klar til at tage de forholdsregler. Der vil vi gøre det, der er nødvendigt, siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

Skanderborg Kommune

Fire personer er foreløbigt testet positive for covid-19 i uge 32 i Skanderborg Kommune. I sidste uge blev fire ligeledes testet positive.

- I Skanderborg Kommune følger vi udviklingen nøje, vi har indskærpet vigtigheden af de sundhedsfaglige retningslinjer, men ellers ikke lavet yderligere restriktioner, lyder det fra Lis Kaastrup, koncernchef for Ældre og Handicap i Skanderborg Kommune.

Mandag kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle at en en fodboldspiller fra FC Skanderborg var konstateret smittet med COVID-19 efter at være kommet hjem fra en fodboldlejr i Tønder i sidste uge.

Randers Kommune

I Randers Kommune er der foreløbigt i uge 32 konstateret to smittede. I sidste uge lød tallet på fem nye smittede.

Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt oplyser:

- Randers Kommune har ikke mange nye smittede. Det går rigtig godt med, at vi passer på hinanden. Derfor indføres restriktioner ikke på nuværende tidspunkt, for det er hårdt for vores ældre medborgere og indenfor socialområdet, ligesom det er hårdt for pårørende.

- Men det er klart, at vi er klar til det, hvis det modsat forventning skulle blive nødvendigt. Kommunens krisestyregruppe følger derfor løbende udviklingen.

Silkeborg Kommune

I Silkeborg Kommune er der den seneste uge fundet syv nye smittede. I uge 31 blev en person testet positiv.

Silkeborg Kommune har ikke planer om at indføre restriktioner:

- Efter i en periode at have ligget på nul nye smittede ser vi en lille stigning i antal nye smittede, men lige nu i dag giver smitteudviklingen i Silkeborg Kommune ikke anledning til ændringer i vores restriktioner og retningslinjer.
- Vi følger naturligvis situationen tæt (herunder de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne løbende opdaterer) og ved, at situationen hurtigt kan ændre sig, oplyser Hans Mogensen, Kommunikationschef.

Syddjurs Kommune

I Syddjurs Kommune er der foreløbigt kun en person testet positiv i denne uge. Det samme gjaldt sidste uge.

Men kommunen er parat til at aktivere et større sundhedskriseberedskab og genindføre tidligere restriktioner, hvis smittetallet stiger.

Det gælder blandt andet på Syddjurs' plejehjem og botilbud:

- Lige nu er det tilladt at besøge beboerne i deres egen bolig. Tidligere måtte man kun besøge ens nære udenfor eller i et besøgstelt, og det kan være sådan nogle ting, vi går ind og kigger på igen, fortæller Ingelise Juhl, chef for Sundhed og Omsorg i Syddjurs Kommune.

Norddjurs Kommune

Siden uge 29 har der ingen smittede været i Norddjurs Kommune.

Men Norddjurs Kommune har i en plan skitseret, hvem der gør hvad. Blandt i tilfælde af øget smitte på et af kommunens plejecentre.

I så fald vil der ske test og smitteopsporing for at begrænse smitten. For eksempel skal alle medarbejdere, der har været på arbejde inden for de sidste 48 timer blive testet, hvis de har været på arbejde med en anden borger eller medarbejder, der er testet positiv. 

Der er også procedurer, som skal sikre information til berørte borgere, oplyser Norddjurs Kommune.

Horsens Kommune

I uge 32 er to personer foreløbigt testet positiv for covid-19 i Horsens Kommune.

I sidste uge blev en person testet positiv.

- Horsens Kommune følger hele tiden udviklingen dag for dag. Eventuelle besøgsrestriktioner på plejehjem og sociale institutioner vil ske med afsæt i anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, og i tæt samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, lyder det fra Charlotte F. Gjørup, Sundheds- og Ældrechef i Horsens Kommune. 

Odder Kommune

I Odder Kommune har der ikke været nogen smittede de seneste fem uger.

Men kommunen holder nøje øje med situationen og overvejer blandt andet besøgsrestriktioner på kommunens plejehjem:

- Vi har en kriseberedsskabsgruppe, som stadig er aktiv, for corona er ikke ovre. Vi holder øje, og vi er klar. Hvis der skulle ske en stigning i smitten, som kræver handling, vender vi tilbage til de restriktioner, vi havde, inden vi åbnede op for pårørende efter nedlukningen.

- Vi er så heldige, at man på vores plejehjem ikke behøver at komme ind i plejecenteret som pårørende, men her går de i stedet ind af terrassedøren til de ældre. Det holder vi fast i indtil videre, lyder det fra Jette Lorentzen, direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Odder Kommune.

Favrskov Kommune

I uge 32 er der indtil videre fundet syv nye tilfælde af covid-19-smittede i Favrskov Kommune. I sidste uge blev en person testet positiv.

Kommunen følger situationen tæt for at kunne reagere, hvis smittetrykket stiger:

- Vi har i øjeblikket ikke planer om besøgsrestriktioner, hvor vi afskærmer pårørende fra at besøge deres nære på plejecentrene, lyder det med hensyn til ældreområdet fra Ulrik Johansen, direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune. 

Samsø Kommune

I Samsø Kommune har der de seneste fem uger ikke været nogen tilfælde af covid-19.

Skulle et udbrud alligevel ske, vil kommunen i samarbejde med Patientstyrelsen lave foranstaltninger og træde et skridt tilbage.

- Vi har en kriseledelse klar og er ved at lægge en strategi, så vi er langt bedre forberedt nu, end vi var i første bølge, fortæller Dorthe Lykke Jensen, forvaltningschef for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Samsø Kommune. 

Strategien indebærer blandt andet, at kommunen er ved at uddanne deres egne folk til at kunne teste for covid-19, der er isolationspladser klar, hvis nogle skulle blive smittet, og kommunen har også snakket om at indføre besøgsrestriktioner på øens plejehjem og botilbud, hvis det bliver nødvendigt.