Øget risiko for fugleinfluenza hos danske fugle

Fødevarestyrelsen hæver trusselsniveauet for fugleinfluenza hos danske fjerkræbesætninger fra lav til middel.

Risikoen for at danske fugle får fugleinfluenza er steget, og det får nu Fødevarestyrelsen til at råbe vagt i gevær. Tirsdag har de besluttet at hæve trusselsniveauet fra lav til middel, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Den ændrede trusselsvurdering kommer efter, at der de seneste uger er set en markant stigning af fugleinfluenza i fjerkræbesætninger i Europa.

Særligt i Tyskland, Holland og Frankrig.

Alene siden august er der fundet tilfælde af fugleinfluenza hos omkring 150 besætninger og 500 vilde fugle i Europa.

Myndighederne har også opdaget tilfælde hos vilde fugle herhjemme. Dertil blev en hobbybesætning på Als i Sønderjylland ramt i slutningen af oktober. Her skulle 70 høns aflives.

- Med de seneste mange fund i både naturen og i besætninger tæt på Danmark vurderer vi, at der er en stigende risiko for, at smitten kan ramme andre danske besætninger, siger Camilla Brasch Andersen, kontorchef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Opfordringer til fjerkræejere

På baggrund af øget risiko for smitte af fugleinfluenza er Fødevarestyrelsen kommet med følgende opfordringer:

  • Holde fjerkræ bag hegn og under tag eller overdækning.

  • Fodre dyrene under tag.

  • Skifte fodtøj inden de går ind til deres dyr.

  • Endnu er myndighederne ikke rykket ud med skærpede krav til danske besætningsejere om for eksempel krav om indelukning af fjerkræ. 

Samtidig er efterårets fugletræk over Danmark så småt i gang, hvilket bidrager yderligere til at øge risikoen, forklarer hun.

Danmark har en historik med at blive hårdt ramt af fugleinfluenza-sæsoner.

Alene i sæsonen 2020/2021 blev cirka 190.000 høns, ænder, kalkuner med videre aflivet. I sæsonen 2021/2022 nåede tallet op på cirka 200.000.

- Den øgede risiko betyder, at det er uhyre vigtigt, at danske fjerkræejere gør alt, hvad de kan, for at sikre deres dyr mod smitte, siger Andersen.

Udbruddene af fugleinfluenza kommer år efter år, men de seneste tre sæsoner har budt på meget høj smitte.

Vi får de her bølger af udbrud hvert efterår og hver vinter. Det hænger sammen med, at der er flere unge fugle.

Det fortæller Lars Erik Larsen, der er professor i veterinær virologi ved Københavns Universitet og videnskabeligt ansvarlig for det nationale overvågningsprogram for fugleinfluenza.

- Men det, vi er bange for nu, er, at det har fået fodfæste i Europa og er en sygdom, som bare er her hele tiden, sig han.

Slår fugleinfluenzaen først ned i en dansk professionel besætning lukker mange lande uden for EU for import af danske æg, fjerkræ og fjerkrækød.