Nyt studie: Tidligere coronasmittede i forhøjet risiko for alvorlig sygdom og dødsfald

Studiet kan spille ind i overvejelserne om den danske håndtering af pandemien, siger virolog Allan Randrup Thomsen.

Det kan være farligt at få covid-19, selvom man ikke bliver særligt syg.

Og flere af klodens borgere kan have mistet livet til sygdommen, end vi hidtil har regnet med.

Det er konklusionerne i et nyt, fagfællebedømt studie, der er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.

- Når vi opgør antallet af covid-19-dødsfald, så er det reelle antal døde i virkeligheden langt højere, siger Ziyad Al-Aly til Jerusalem Post. Han er professor ved Washington University og leder af forskergruppen bag studiet.

Han fortsætter med at forklare, at deres undersøgelse viser, at alle, der har været smittet, har 60 procent højere risiko end normalt for at dø i seks måneder efter diagnosen, hvis man sammenligner med ikke-smittede.

- Det her er kun toppen af isbjerget, siger Ziyad Al-Aly med henvisning til det globale antal dødsfald på omkring 3,2 millioner.

Ifølge professoren er der ikke anden måde at undgå eftervirkningerne end ved at forsøge ikke at blive smittet.

Studiet bygger på data fra 87.000 amerikanske covid-19-patienter. 74.435 af dem er blevet behandlet i det amerikanske sundhedssystem for veteraner, 'Veterans Health Administration'.

Understreger alvoren

Virolog Allan Randrup Thomsen mener, at studiet understreger, at covid-19 er en alvorlig sygdom.

- Det viser, at der er risiko for alvorlig sygdom og død, selv hvis man ikke har været indlagt og særligt syg, mens man var smittet, lyder det.

Nogle af de symptomer, der blev observeret i studiet, var blandt andet lungesygdomme, forhøjet blodtryk og påvirkninger på centralnervesystemets funktioner.

Og det er alle sammen alvorlige eftervirkninger, mener virologen:

- Det er ikke bare et spørgsmål om at overleve den akutte fase af covid-19, men også at overleve på længere sigt.

Allan Randrup Thomsens bekymringer giver genklang, når man læser Ziyad Al-Aly udtalelser i Jerusalem Post. Han har døbt eftervirkninger "lang-covid" og siger, at verden skal være forberedt på, at det kan være alvorligt:

- Vi blev taget med bukserne nede, da covid-19 ramte. Lad os sørge for, det samme ikke sker med lang-covid.

Selvom risikoen for, at man dør, stadig ikke er meget høj, når man har været syg, så peger studiet på en ganske seriøs udfordring, siger han.

- Selv folk med milde symptomer – dem, der fik covid og så ud til at klare sig fint med kun feber og hoste – kan flere måneder hen ad vejen pludselig få et hjerteanfald eller en blodprop, der er relateret til covid, siger Al-Aly.

Studie kan spille ind i danske beslutninger

Selvom studiet viser, at der sandsynligvis er en overset risiko forbundet med covid-19 på længere sigt i form af alvorlige sygdomme og potentielt død, så er det ikke noget, der ændrer situationen markant.

For situationen er ikke værre, end den var i går, og der er ikke noget, man kan gøre ved det. Som en del af konklusionerne fremgår det også, at jo værre ens sygdomsforløb har været, desto større risiko er der bagefter for alvorlige eftervirkninger.

Blandt de patienter, der var indlagte og overlevede, var der 29 ekstra dødsfald per 1000 patienter over seks måneder. I den totale gruppe af patienter var antallet 8 dødsfald per 1000 patienter over seks måneder.

Det er dog stadig vigtig information at have med i de fremtidige vurderinger af risikoen ved covid-19, siger Allan Randrup Thomsen.

- Sådan nogle observationer vil i højere grad tale for, at flere skal vaccineres, og ikke kun dem, der er i risiko for at dø af sygdommen, siger han med henblik på, at man skal beskytte folk fra eftervirkningerne.

Det kan også spille ind i eksperternes overvejelser omkring fremtidige vacciner og mulige bivirkninger.

Selvom det var den rigtige beslutning at lægge AstraZeneca på hylden, så kan den nye viden om eftervirkningerne være med til at hæve barren for, hvor mange bivirkninger, en vaccine må have, siger Allan Randrup Thomsen.

- Det kan spille ind, hvis vi står i en situation med Johnson & Johnson, hvor der kan være bivirkninger, men i mindre grad end AstraZeneca, siger han.

Skærmbillede 2021-05-09 kl. 13.45.53

play Landsby plaget af hensynsløse bilister: - I går var det helt vanvittigt

Mallorca

liveblog COVID-19 LIVE: Snart kan du komme på charterferie igen

Reiner Efterlysning

25-årig forsvundet: Har relation til Ry og Randers

Oskar og Bertram

play Endelig kom den store dag: Oskar og Bertram fik tårerne til at trille

20200925-111828-L-1920x1280we

Kraftige regn- og tordenbyger rammer dele af Danmark søndag aften

Politi

71-årig fundet i god behold

Dagens mest læste