Nyt forbud: Slut med gummi på kunstgræsbaner
Om otte år er det slut med at spille på kunstgræs, som de fleste kender det nu. EU har besluttet at indføre et forbud mod gummi i de granulater, som mange kunstgræsbaner bruger.
Et nyt plastikforbud på kunstgræsbaner får opbakning fra både EU-kommisionen og EU-landene. Det betyder, at om otte år er det slut med at have gummigranulater på kunstgræsbaner, som både børn og superligaspillere løber rundt på i dag.
- Forbuddet vil betyde, at spillere, både børn og voksne, i fremtiden ikke skal udsættes for de skadelige kemikalier fra mikroplasten, siger Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.
Gummigranulater bliver ofte produceret af ophuggede bildæk, som indeholder små plastikpartikler, som med tiden forsvinder fra kunstgræsbanerne. Det er både skadeligt for miljøet og sundheden.
Superligaen må kridte fodboldstøvlerne
Det nye forbud rammer også fodboldklubben Silkeborg IF. Direktøren for klubben Kent Madsen håber på en løsning, inden forbuddet træder i kraft.
- Jeg håber, at indenfor otte år har producenterne lavet et lignende produkt uden gummi, som vi kan bruge på kunstgræsbaner. Det der findes nu, er ikke godt nok til topfodbold. Hvis ikke det lykkes, er vi nødt til at spille på en konventionelbane, men det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over, siger Kent Madsen.
Længere indfasningsperiode
Der var oprindeligt lagt op til, at EU-plastikforbuddet skulle træde i kraft om seks år. Men Danmark har presset på for at forlænge indfasningsperioden til otte år. Det skyldes ifølge regeringen hensynet til folkesundheden, da kunstgræsbaner gør det muligt for fodboldspillere at træne udendørs i alt slags vejr.
Derfor har fodboldklubberne to år længere at løbe på, inden gummigranulaterne skal være væk.
10 gange mindre gummi i naturen
Vi har flere gange på TV2 Østjylland fortalt om udfordringerne med kunstgræsbaner i de østjyske idrætsforeninger.
Et forsøg i Silkeborg har indtil videre været en stor succes, der har minimeret udslippet af granulatet og holdt det inde på fodboldbanen. Det er blandt andet lykkes ved at opsætte et hegn rundt om banen, og opstille en særlig indgang for spillerne, hvor skoene skal bankes af inden de forlader banen.
Beslutningen om forbuddet er truffet i det såkaldte REACH-udvalg. Udvalget har til opgave at vurdere restriktioner på kemiske produkter, der ofte er tekniske og kræver særlig indsigt.
I REACH-udvalget var der kvalificeret flertal for forslaget, der nu forelægges Rådet og EU-Parlamentet. De har tre måneder til at udtale sig. Hvis ikke det sker, så offentliggøres forslaget i EU-tidende, og dermed er det officielt.
Ifølge tv2.dk er der over 400 kunstgræsbaner i Danmark. Ved årtusindsskiftet var der fire.