Nu starter influenzasæsonen: Vaccine er ekstra vigtig i år
Netop i år er det særligt vigtigt at tage imod tilbud om gratis vaccine, lyder det fra sundhedsmyndigheder.
Fra mandag er det officielt influenzasæson i Danmark, hvor sæsonen for den smitsomme virus går fra uge 40 til uge 20 næste år.
I år er det særligt vigtigt for udsatte grupper at tage imod et tilbud om gratis vaccine.
Læs også
Sådan lyder opfordringen fra overlæge Bolette Søborg, Sundhedsstyrelsen.
- De personer, der er i øget risiko for at få et alvorligt forløb af influenza, er stort set identisk med dem, der er i risiko for at få et alvorligt covid-19-forløb, siger hun og fortsætter:
- Derfor er det vigtigt, de bliver vaccineret, så de er dækket over for influenza. Skulle man være uheldig og få begge sygdomme, bliver man selvfølgelig endnu dårligere, siger hun.
Raske må betale
Man kan blive vaccineret mod influenza ganske gratis fra 1. oktober, hvis man er fyldt 65 år, lever med en kronisk sygdom eller på anden vis er i særlig risiko. Det kan ske hos egen læge.
Læs også
Myndighederne har ikke en anbefaling til danskerne generelt om at lade sig vaccinere:
- Her har vi ikke nogen anbefaling, og dermed er der heller ikke gratis vaccine til dem (der ikke er i risikogrupperne, red.), siger Bolette Søborg.
- Det betyder ikke, at man ikke kan blive vaccineret. Men så skal man selv købe vaccinen. Det kan man selvfølgelig overveje, om det er en god idé, siger hun.
Læs også
Udfordringen kan ifølge Bolette Søborg være, at der i år er stort pres på verdensmarkedet.
- Det, der kan være udfordringen i år, er, at der har været et stort pres på indkøb af influenzavacciner over hele verden. Så derfor er det ikke sikkert, at man kan kan købe en vaccination, hvis der ikke er influenzavacciner tilgængelige.
I år får social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger, der har tæt kontakt til personer i særlig risiko, også tilbud om en gratis vaccination mod influenza.
Hold influenza nede
Formanden for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, opfordrer både sundhedspersonale og borgere i risikogrupperne til at tage imod tilbuddet om gratis vaccine.
- Her er der faktisk en sygdom, vi kan beskytte os imod med en vaccine, og det synes jeg, at man skal tage imod, siger hun.
Læs også
Ifølge formanden for danske lægers faglige organisation vil det være en hjælp for sundhedsvæsenet, hvis man kan lægge en dæmper på influenzaens hærgen.
- Jeg tror, at vi alle skal have fokus på, hvad vi i fællesskab kan gøre det her efterår og vinter for at holde smitten nede. Og det gælder både influenza og covid-19, siger Camilla Rathcke.
Sidste år tog 888.507 danskere imod tilbuddet om gratis influenzavaccine.