Nu er fastelavnsbollerne her – og det skal vi være glade for, mener ekspert

Hos en række bagere er det nu muligt at købe årets første fastelavnsboller.

De første bagerforretninger er i årets første uge begyndt at sælge den velkendte flødeskumskage bestående af wienerbrød med glasur på toppen. 

Med langt over en måned til fastelavn kan det for nogle måske virke lidt tidligt, mens andre allerede har købt de første fastelavnsboller med hjem.

Det er der en grund til, forklarer Bettina Buhl, der er museumsinspektør med ansvar for mad og måltidets kulturhistorie på Det Grønne Museum på Djursland.

- Det ligger i vores dna, når der er en begivenhed, der er bevaringsværdig, så værner vi om den, siger Bettina Buhl til TV2 ØSTJYLLAND og uddyber:

- Det gør vi også med fastelavnsbollen ved enten at købe den eller bage den selv. Så bliver den bevaret.

Boller op, boller ned, boller i min mave. Arkivfoto.
Boller op, boller ned, boller i min mave. Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Madhistoriker kan kun være glad 

I Danmark sker markeringen af årstidens traditioner blandt andet gennem maden, og her er fastelavnsbollerne ingen undtagelse.

- Industridanmark og bagerne er kloge mennesker, der har fundet ud af, at vi næsten ikke kan vente. Vi er så glade for at fejre højtiderne og er nu trætte af julepynten, så vi higer efter fastelavnsbollerne, siger Bettina Buhl.

Bettina Buhl er museumsinspektør med ansvar for mad og måltidets kulturhistorie på Det Grønne Museum ved Gammel Estrup på Djursland.
Bettina Buhl er museumsinspektør med ansvar for mad og måltidets kulturhistorie på Det Grønne Museum ved Gammel Estrup på Djursland. Foto: Michael Svenningsen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Ifølge Bettina Buhl er det vigtigt at værne om de traditioner, vi har.

- Som madhistoriker kan jeg kun være glad for, at vi fejrer de madtraditioner, vi har, i stedet for at de stille og roligt falder ud, siger Bettina Buhl.

Lukkede fastelavnsboller med creme. Arkivfoto.
Lukkede fastelavnsboller med creme. Arkivfoto.

Fest og fastelavnsboller  

Derudover er fastelavnsbollen et af de mest farverige bagværk, der er hos bageren. Det minder om fest, og det minder om, at lysere tider er på vej.

- Det er det bare så dejligt med den lille lysende kage, der farverigt varsler, at nu er solen på vej og egentlig også naturen i form af en vintergæk, siger Bettina Buhl.

Det adskiller sig ikke ret meget fra fastelavnsbollens oprindelige funktion, fortæller madhistorikeren.

Gammeldags fastelavnsbolle. Arkivfoto.
Gammeldags fastelavnsbolle. Arkivfoto.

Fastelavn var oprindelig markeringen af aftenen før en stor faste.

Derfor var fastelavn, eller 'fasten abend' som det hed, en stor farverig fest, primært for unge mennesker, med masser af mad, herunder fastelavnsboller, som var hvedeboller med smør i, bagt af madmor.

Siden da har traditionen ændret sig. Nu er fastelavn især en tradition for børn, og fastelavnsbollen findes i mange slags former og farver og med mange forskellige slags indhold.