Nicolai Wammen går på forældreorlov
Finansminister Nicolai Wammen (S) tager på forældreorlov frem til 5. februar. Det oplyser Statsministeriet.
Skiftet sker fra dags dato, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
- Kort før corona-krisen for alvor ramte Danmark, blev Karen og jeg forældre til lille Christian. Siden har Christian mest set sin far i tv, skriver Nicolai Wammen på Facebook.
Sønnen blev født i starten af året, hvor Nicolai Wammen fra 21. januar til 3. februar holdt en kort forældreorlov.
Det har været et endog meget aktivt år i Finansministeriet, hvor store hjælpepakker, finanslov, grøn skattereform, aftale om grønne biler og stimuluspakker har været nogle af opgaverne.
Læs også
- Jeg har brugt de fleste vågne timer i Finansministeriet på at forhandle en lang række aftaler, der skal bidrage til at få Danmark tryggere og grønnere gennem krisen, skriver Nicolai Wammen på Facebook, hvor han glæder sig over aftalerne.
- Lige så meget glæder jeg mig nu som far til at gå på barsel til og med 5. februar. Og at den næste tids aftaler bliver legeaftaler med Christian, mens Morten Bødskov passer butikken, fortsætter han.
Nicolai Wammen
Nicolai Wammen var borgmester i Aarhus Kommune i perioden 2006-2011.
Siden 2011 har han været medlem af Folketinget. Han er valgt i Østjyllands Storkreds.
Glødende AGF-fan
Nicolai Wammen og hustruen Karen Lund Wammen blev gift i Aarhus i 2016. På sociale medier har Wammen flere gange delt billeder af sin søn, der i en alder af under et år allerede beskrives som en glødende fan af fodboldklubben AGF.
Finansministeren er ikke den første minister, der har taget forældreorlov, siden regeringen kom til i sommeren 2019.
Læs også
Også udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har holdt forældreorlov. Det gjorde han fra 17. august til 27. september, hvor boligminister Kaare Dybvad Bek overtog hans opgaver.
Kulturminister Joy Mogensen (S) tog orlov i slutningen af 2019, da hun mistede et barn kort før fødslen.