Müsli solgt i landsdækkende kæde tilbagekaldes: Spis det ikke
Har man købt produktet, bør man levere det tilbage eller smide det ud.
ALDI Danmark tilbagekalder økologisk müsli, da der er risiko for højt indhold af pesticidet ethylenoxid i produktet.
Det skriver Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.
Det drejer sig om produktet ØKO MÜSLI BASIS 5-KORN-MIX, som har 'bedst før datoerne' 26.08.2021 og 16.09.2021, og som er solgt i ALDI butikker i hele landet.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.
Læs også
Hvor farligt er ethylenoxid?
Ethylenoxid er vurderet at kunne være kræftfremkaldende, på grundlag af undersøgelser, hvor forsøgsdyr og mennesker har været udsat for stoffet via indånding. Der er imidlertid ingen information om, hvorvidt stoffet kan være kræftfremkaldende efter indtagelse via maden. Det kan ikke udelukkes, at der kan være en sundhedsmæssig risiko ved indtagelse af ethylenoxid fra fødevarer.
Ethylenoxid er meget flygtigt og vil sandsynligvis forsvinde helt eller delvist ved tilberedning eller forarbejdning, men der kan dog alligevel være risiko for, at der kan være rester af stoffet i tilberedte eller forarbejdede fødevarer.
Kilde: Fødevarestyrelsen.