Mug fundet i lagkagebunde - nu trækkes de tilbage
Der er fundet mug i flere varianter af lagkagebunde. Returnér eller kassér dem, hvis du har købt de pågældende bunde, råder Fødevarestyrelsen.
Opdateret den 31. januar med yderligere tilbagekaldelse af lagkagebunde mærket Gestus.
Lagkage er lækkert, men ikke med mug i.
Kageproducenten Coronet Cake Company ApS har via Fødevarestyrelsen fredag meddelt, at de trækker to varianter af lagkagebunde tilbage, da der er fundet mug i produkterne.
Lagkagebundene bærer mærket Salling og er solgt i Bilka og Føtex.
Det drejer sig om både lyse og mørke bunde.
De lyse Salling Lagkagebunde på 340 gram er mærket med bedst før-datoerne 07.02.2022 og 22.02.2022.
Samme datoer er omfattet, når det kommer til Salling Lagkagebunde Kakao, som ligeledes er med en nettovægt på 340 gram.
Læs også
Flere bunde tilbagekaldes nu
Også lagkagebunde af mærket Gestus tilbagekaldes. De er solgt hos MENY, SPAR, Letkøb, Min Købmand og Løvbjerg i hele landet.
Gestus kakao (340 gram) og lyse (330 gram) lagkagebunde er mærket med bedst før-datoen 07.02.22.
Læs også
Det er virksomheden selv, der har konstateret, at der er risiko for mug i de pågældende lagkagebunde.
Ifølge Fødevarestyrelsen gør det lagkagebundene uegnede som fødevarer. Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produkterne tilbage til butikken, hvor de er købt, eller at kassere dem.