Mørk mørk måned: Der har været under syv minutters sol om dagen i december

Skyer har trukket håndbremsen over Danmark i de første dage af december, der som resultat er ekstra grå i år.

December er normalt årets mest solfattige måned, men i år er den ekstra grå.

Solen har blot været fremme i en time i alt indtil videre, og det svarer til sølle syv minutters solskin om dagen.

Det viser data fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fortæller vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.

- Det er simpelthen nogle svage fronter med skyer, der har parkeret sig og trukket håndbremsen over Danmark. Det er bare et uheldigt spil i lotteriet, kan man sige.

Nogle steder i landet har solen vist sig mere end andre. I Hjørring og Aalborg har der ifølge TV2 været 0,1 times sol, mens solskinsøen Bornholm er højdespringer med 3,1 time de første ni dage af december.

Både øst og vest for Danmark er der områder med klart vejr, så det er langtfra generelt i Europa, at der mangler solskin, oplyser Jesper Eriksen.

Flere skyer

Håndbremsen bliver tilsyneladende ikke sluppet igen den kommende uge, der også står i skyernes tegn.

- I vores udsigt for de næste syv dage nævner vi ikke sol nogen dage, men man kan jo blive positivt overrasket med lidt huller til solen hist og her.

- Men generelt er det syv grå dage, der venter forude. De kommer ikke til at trække meget op i statistikken, siger den vagthavende meteorolog.

Rekorden for færrest soltimer blev sat i december 1959, hvor solen viste sig i otte timer i løbet af de 31 dage.

Hvorvidt det når så vidt i år, er endnu ikke til at sige. Udsigterne for de sidste uger af december er uklare lidt endnu.

- Vi har endnu ikke noget klart bud på, om der kommer mere sol eller ej, siger Jesper Eriksen.