Minister vil have kommuners hjælp til kamp mod vandmasser
Miljøminister Lea Wermelin (S), der mandag besøger vandramte kommuner, vil have deres idéer til handling.
Vinteren har været ualmindelig våd og regnfuld. Det har givet store problemer i blandt andet Østjylland med oversvømmelser rigtig mange steder rundt om i landsdelen, men også mange andre steder i landet kæmper folk mod vandmasserne.
Miljøminister Lea Wermelin (S) opfordrer nu kommunerne via Kommunernes Landsforening (KL) til at mødes og komme med deres idéer til, hvad der kan gøres.
Erfaringer skal samles
Det skal de, så regeringen kan tage deres erfaringer med i en klimatilpasningsplan, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg har hørt fra mange kommuner over hele landet, og jeg har allerede mødtes med en række borgmestre om oversvømmelser.
- Men det er vigtigt, at vi får samlet kommunernes erfaringer med barrierer for klimatilpasning oven på den seneste tid. Derfor vil jeg mødes med KL og borgmestre, som er klimaramte, for at høre deres forslag, skriver miljøministeren.
TV2 ØSTJYLLAND havde i sidste uge en drone i luften over nogle af de steder i Østjylland, der oplever oversvømmelser. Den video kan du se herunder.
Torsdag kaldte KL på mere handling fra ministeren. Et lille skridt er taget efter en teknisk barriere for finansiering af klimatilpasning sidste uge blev fjernet.
- Vi må se i øjnene, at der skal andet og mere til, hvis vi skal sikre Danmark til fremtidens klima.
- Der er behov for klare og ensartede regler på området - uanset, hvor vandet kommer fra.
- Lige nu er det alt for uklart, hvem der har ansvaret. For eksempel mangler der lovgivning vedrørende stigende grundvand, skrev formand for KL's Miljø- og Forsyningsudvalg, Jacob Bjerregaard (S), torsdag.
KL skrev i samme ombæring, at der er behov for mere finansiering til både borgere og kommuner samt ikke mindst en forøgelse af det anlægsloft, der sætter rammer for, hvor meget kommunerne må bruge på byggeri og anlæg.
Varsler plan for klimatilpasning
Miljøminister Lea Wermelin varsler i pressemeddelelsen en 'national plan for klimatilpasning.'
- Danmark vil i fremtiden stå over for større udfordringer med voldsommere vejr og stigende vandstande. Det kræver nye værktøjer. Vi er i gang med grøn jordfordeling og pilotprojekter til forbedring af klimafølsomme vandløb, skriver ministeren.
Her på TV2 ØSTJYLLAND har vi den seneste tid mange gange beskrevet, hvordan de store mængder vand skaber oversvømmelser rundt om i landsdelen. Senest, i går, søndag, fortalte husejere ved Alken om, hvordan de arbejder på højtryk for at holde vandet væk fra deres boliger. De forstår ikke, hvorfor kommune og beredskab ikke hjælper til.