Millionerne til smuk natursti er fundet
57 millioner kroner skal sikre et nyt stisystem langs et af Østjyllands kendetegn.
Naturlystne østjyder kan i fremtiden se frem til en smuk, tørfoddet gåtur langs en af Østjyllands stolte naturseværdigheder.
En ny aftale mellem otte kommuner og Naturstyrelsen skal nemlig sikre etableringen af et nyt sammenhængende stisystem langs hele Gudenåen.
Projektet hedder GudenåStien og forventes at stå færdigt i 2025. Borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard, har store forventninger til projektet.
Formålet med GudenåStien er at binde naturen bedre sammen, så østjyder i fremtiden kan nyde en gåtur langs Gudenåen. Store dele af den eksisterende sti skal udbedres, og 50 kilometer ny sti skal etableres, hvor man i dag ikke kan færdes.
Det er en sammenslutning mellem Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers kommuner, der sammen med Vejle Kommune og Naturstyrelsen siden 2020 har arbejdet på projektet.
Nu er midlerne til det 57 millioner kroner dyre stisystem fundet, og næste step bliver at lave aftaler med de berørte lodsejere.
Kommunerne og Naturstyrelsen har selv finansieret 27 millioner kroner, mens de resterende 30 millioner kroner kommer fra henholdsvis A.P. Møller Fonden og Nordea Fonden, der hver har bidraget med 15 millioner kroner.
- Området har et stort potentiale, som vi ser frem til at de dygtige folk bag projektet får forløst, så endnu flere kan få glæde af naturen og komme ud i det fri, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef ved Nordea-fonden.
Projektet betyder blandt andet, at man vil lave 50 kilometer ny sti.