Miljøminister efter sigtelse: - Det er helt uacceptabelt

Naturstyrelsen er blevet sigtet for brud på dyrevelfærdsloven i Mols Bjerge af Østjyllands Politi. Miljøminister, Lea Wermelin (S), kalder sagen 'helt uacceptabel'.

Tirsdag er det kommet frem, at Østjyllands Politi nu har sigtet Naturstyrelsen for brud på dyrevelfærdsloven i Mols Bjerge. Det er sket på baggrund af en dyrlægerapport og en anmeldelse for dyremishandling.

Nu reagerer Miljøminister, Lea Wermelin (S), på sagen.

- Den konkrete sag er helt uacceptabel. Der skal være styr på dyrevelfærden, og det er ikke noget, vi hverken kan eller vil gå på kompromis med, siger Lea Wermelin til TV2 ØSTJYLLAND.

- Sagen er meget alvorlig, og der skal selvfølgelig reageres både på den konkrete sag, men også generelt for at sikre at noget lignende ikke kan ske i fremtiden.

Sigtelsen kommer efter anmeldelser om misrøgt på Naturstyrelsens arealer i Mols Bjerge. Blandt andet har en dyrelæge rettet stærk kritik af kvægets tilstand. Ifølge dyrlægen havde kvæget blandt andet sultet meget og været nødsaget til at spise bark og giftige planter for at klare sig.

Naturstyrelsen undersøger også sagen

Østjyllands Politi er fortsat i gang med efterforskningen af sagen.

Samtidig er Naturstyrelsen gået i gang med at afklare, hvad der er sket. I den forbindelse skal styrelsen vurdere, hvilke konsekvenser sagen skal have, fortæller ministeren.

- Nu skal politisagen gå sin gang, og når Naturstyrelsen har fået klarlagt sagen, skal eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser vurderes, siger Lea Wermelin til TV2 ØSTJYLLAND.

Miljøministeren har bedt om en redegørelse og en handleplan i sagen.

- Vi er nødt til at have styr på dyrevelfærden. Det er vores klare politiske signal, og det er vigtigt også at slå fast i en sag som denne her.

Skal følge op på sagen i forhold til naturnationalparker

Lige nu er der et lovforslag om en mindre lempelse af dyrevelfærdsloven i høring i Folketinget i forbindelse med opførelsen af naturnationalparker - blandt andet her i Østjylland.

Lea Wermelin understreger dog, at det ikke kommer til at betyde, at Regeringen går på kompromis med dyrevelfærdsloven.

- Vi skal både passe godt på dyrene og passe godt på naturen. Det skal vi også i de kommende naturnationalparker. Det hverken har været eller bliver nogensinde Regeringens politik, at man skal gå på kompromis med dyrevelfærden.

- Det gælder også i forhold til det lovforslag, der er i høring lige nu, siger Lea Wermelin.

Så denne her sigtelse får ikke videre konsekvenser for arbejdet med naturnationalparker i Danmark?

Det er klart, at på baggrund af en konkret sag som denne, så skal man jo dels forholde sig til at få fulgt op på sagen, der har været på Naturstyrelsens arealer. Men vi skal også kigge på den generelle naturpleje.

- Naturstyrelsen har cirka 15.000 dyr gående ude til at hjælpe med naturen, og vi skal sikre, at der er en systematik, som gør at der ikke kommer til at ske noget lignende i fremtiden, siger miljøministeren.

Jens Peter Hansen

play Håbefuld iværksætter i 'Hestens Hule': Det startede med en fyring

Fitness

Fitnesscentre og biografer slår atter dørene op - her er overblikket over torsdagens genåbning

motorvej

Uheld skabte kø på motorvej

IMG_0090

Smadrede flasker og brændt legetøj i børnehave: - Det er utrygt

Retten i Horsens

To mænd kendt skyldige i dødsvold i Lunden

IMG_8481-1200px

Efter fejl: Molslaboratoriet bliver igen undersøgt af politiet

Dagens mest læste