Sidste år udskød coronaepidemien alle landets konfirmationer, og nu sker det så igen. I hvert fald i en lang række østjyske kommuner, hvor de enkelte provstier nu melder ud, at konfirmationerne bliver holdt senere end april/maj som ellers planlagt.
Og for manges vedkommende bliver det først i august og september. Det er eksempelvis tilfældet i de to randrusianske provstier.
- Vi gør det af hensyn til konfirmanderne og deres sikkerhed. Vi får lige nu mange henvendelser fra bekymrede forældre, som gerne vil have en afklaring. Derfor melder vi ud nu, siger provst i Randers Søndre Provsti Birgith Nørlund Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Sådan ser det ud i de enkelte kommuner:
Kunne godt gennemføre i kirken
I Norddjurs Kommune er det hensynet til konfirmationsfesten, der får provstiet til at udskyde.
- Med stor sandsynlighed ville konfirmanderne ikke kunne invitere gæster med til festen. Vi kunne godt gennemføre i kirken, men mange forældre har været bekymret for den efterfølgende fest, siger provst i Norddjurs Lars Seeberg til TV2 ØSTJYLLAND.
I Norddjurs bliver de nye datoer meldt ud på tirsdag. Sådan ser det også ud i andre kommuner, hvor datoerne meldes ud i den kommende tid.
Det er op til de enkelte provstier og i sidste ende sogne at beslutte, hvornår konfirmationerne skal afholdes. Derfor bliver der ikke meldt noget generelt ud fra Folkekirken.
Skal ikke være topstyret
Folkekirken ønsker nemlig ikke at være topstyret, lyder det fra biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen.
- Der findes mange lokale traditioner for blandt andet konfirmationer. Nogen holder tidligt, andre senere. Det er vigtigt, at det er provsten, der tager snakken med præsterne, som tager snakken med forældrene. Det skal besluttes lokalt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er min klare anbefaling, at der bliver taget en hurtig beslutning om at udskyde til slut maj, juni eller efter sommerferien.
Alligevel har biskoppen en holdning til problematikken, som han kan komme ud med som en anbefaling.
- Det er min klare anbefaling, at der bliver taget en hurtig beslutning om at udskyde til slut maj, juni eller efter sommerferien, siger Henrik Wigh-Poulsen.