Lokofører i otte ulykker - har fået posttraumatisk stress

Der står en mand og kaster op på Høje Taastrup Station i 2017. Han er lokomotivfører på det tog, som han læner sig op ad. Da han for få minutter siden kom kørende ind på stationen, viste signalet pludselig, at han skulle stoppe. 

Det viste sig at være en teknisk fejl, men på det splitsekund væltede Brian Borgs liv som lokomotivfører. Da han så stopsignalet, kunne hele hans krop huske den togulykke, som han var involveret i ved Mundelstrup 23 år tidligere.

Jeg ved, jeg skal dø

- Jeg ser stopsignalet og får fornemmelsen af, at nu skal jeg dø. At lige om lidt kommer noget og baldrer op i mig. Min sjæl forlader min krop, så jeg i slow motion kan se ned på mig selv, og jeg ved, jeg skal dø. Men stop-signalet var bare en fejl, og der skete ikke noget, fortæller Brian Borg i dag.

Mundelstrupulykken, som Brians krop kunne huske, skete i 1994. Det er en af de ulykker, som mange østjyder også husker. Billederne af snedyngerne, der hindrede redningsfartøjer i at komme hurtigt frem. Bårer med mennesker på. IC3-toget kørte op bag i et regionaltog ved Geding/Mundelstrup nordvest for Aarhus. Fem mennesker kom alvorligt til skade, ti kom lettere til skade.

23 år med ulykker

I de følgende 23 år er Brian hovedperson i den ene ulykke efter den anden: Hans tog kører ind i en lastbil og senere i en bortløben hest. Tre gange er han lige ved at køre mennesker i ihjel, der af den ene eller anden grund opholder sig på skinnerne, og en aften overlever han mirakuløst en eksplosion, da han står og fylder diesel på sit lokomotiv. 

I dag sidder Brian hjemme i sin køkkenkrog og fortæller om sin stolthed over arbejdet hos DSB. Han fortæller også om, hvordan han ikke længere kan sætte sig ind i et tog. Faktisk kan han knap tage ind på en banegård.

- Jeg har endnu den følelse, at min sjæl er udenfor min krop. Den er ikke kommet tilbage. Jeg bliver stadig ked af det, når jeg fortæller om det. Jeg prøver at forstå det. 

Man tror det er løgn - Otte ulykker på 23 år

Når Brian kom ind i togpersonalets fællesstue, kunne der godt falde en barsk og let drillende bemærkning fra kollegerne om de mange dramatiske ting, der var sket i hans liv. Det var ikke mobning. Ulykker er en del af hverdagen for de, der arbejder med at få andre sikkert til og fra arbejde - fra den ene side til den anden side af landet - og jokes var en måde at håndtere det pres, og den erkendelse, at det kunne ske for dem en dag.

Kollegerne og DSB er også kendt for at give god støtte, når der sker en ulykke. I gennemsnit oplever en lokomotivfører hos DSB én gang i sit arbejdsliv, at en person kaster sig ud foran toget. Brian har ikke oplevet, at det tog, han styrede, kørte et menneske ihjel, men han har otte gange på 23 år oplevet alvorlige ulykker og situationer, der kunne være endt helt fatalt for ham selv eller andre.

INTERAKTIVT KORT: Tryk på de røde cirkler på kortet herunder og se, hvor ulykkerne skete for Brian Borg:

Indtil 30. marts er Brian Borg ansat som lokomotivfører hos DSB. Et arbejde, som han har elsket og været stolt af. Men også et arbejde, som har rystet ham, og i dag givet ham en diagnose: PTSD, posttraumatisk stresssyndrom.

Kaos i sneen

Mundelstrup var værst

- Jeg hører en kæmpe eksplosion. Det næste, jeg husker, er, at jeg står foran de to tog, der er kørt sammen og kigger på dem. Der er ikke sket noget med mit tog, mens det andet togs førerrum er helt smadret, husker Brian.

Han havde kun været lokomotivfører i ét år, da han blev en af hovedpersonerne i en af de værste ulykker i DSB's historie.

Af ukendte årsager var luften gået ud af Brians lokomotiv, og det stoppede midt ude i et snedækket landskab ved Mundelstrup.

Han havde lige nået at ringe op til centralen og fortælle, at han har teknisk uheld, da et IC3-tog med stor fart kører op bag i Brians tog.

Brian ænser ikke, at han er blevet skadet i benet, men skynder sig ud af sit tog:

- Jeg står og kigger på de to tog og kan høre lyden af aluminium, der knitrer og trækker sig sammen.

- Jeg kommer ind i IC3-toget. Jeg kan ikke huske nogle lyde... bare at passagerne sidder der, og at de kigger på mig. Jeg føler, at jeg er alene. Hvad fanden skal jeg gøre - alle de mennesker, der er kommet til skade? Så kan jeg ikke huske mere, før der kommer et evakueringstog og kører os tilbage til Aarhus.

- Det, der har været rigtig slemt ved den oplevelse, er, at jeg gerne ville have været ude i førerrummet ved den anden lokomotivfører og have snakket med ham og hørt, hvordan han havde det. For fire år siden snakkede jeg så med en kollega, som fortæller mig, at jeg var derude, og at han og jeg snakkede med lokomotivføreren i IC3-toget. Det blev jeg så glad for at høre. Jeg har bare spildt 20 år med at være ked af, at jeg ikke havde været derude.

- Jeg føler, at det meget er Mundelstrupulykken, der har tag i mig stadigvæk. Jeg tror, at det er fordi, der er så mange ting, jeg ikke kan huske, og fordi det var en rigtig grim oplevelse.

- Begge togførere og lokomotivføreren kom alle tre rigtig svært til skade. Jeg stod der med et års erfaring som lokomotivfører og skulle have styr på to tog, der kørte sammen. Det giver et chok, et traume, så man fortrænger ting.

Brian har mareridt - Om natten kører jeg tog 

I de første år efter Mundelstrupulykken handlede Brians mareridt om, at han var klemt fast og ikke kunne komme væk:

- Jeg drømte, at jeg går i noget tjære i toget. Jeg sidder fast i skridtene og kan ikke komme væk. Nu vågner jeg mere ved hurtige flashbacks, der kommer igen og igen.

De flashbacks, der martrer Brian om natten, minder om en ulykke i 1998 i Trustrup på Djursland, hvor en lastbil kører lige ind foran Brians tog:

- Der er et splitsekund, hvor jeg ser frontruden på regionaltoget krakelere. Det er lige dér, det går galt. Jeg vågner forskrækket, råber og værger for mig med hænderne, og der går ligesom en strøm gennem hele kroppen.

Mange knækker i arbejdet

Det er et stigende problem

PTSD smadrer arbejdslivet

Brian Borg kan i dag ikke være i nærheden af et tog, en perron eller en banegård. Han lider af PTSD.

Brian Borg er langt fra den eneste lokomotivfører, som er ramt af PTSD. Hverken DSB eller Arriva kan dog oplyse, hvor mange ansatte, der ender med diagnosen, da selskaberne ikke registrerer årsagen til medarbejdernes sygefravær.​

Ifølge lokalgruppeformanden for lokomotivpersonalet i Aarhus, Niels Jacobsen, er PTSD et voksende problem:

- Jeg er også ganske overbevist om, at den her tendens vil fortsætte i fremtiden, siger Niels Jacobsen.

Han mener desuden, at der formentlig er flere, der har stresslidelsen uden at vide det.

Kommende lokomotivførere får under deres uddannelse at vide, at de statistisk set vil opleve én personpåkørsel på et tidspunkt i deres karriere. Men der er stor forskel på at blive informeret om, at det kan ske, og så at opleve det.

- Det er noget helt andet, når det sker i praksis, fordi det er uventet og altid voldsomt. En personpåkørsel påfører lokomotivførerne nogle rigtig stærke sanseindtryk, og der er rigtig mange, der bliver forfulgt af sanseindtrykkene. Både lyde og billeder kan melde sig i tide og utide, fortæller Ask Elklit, der er leder af Videnscenter for Psykotraumotologi.

- Der er nogle lokomotivførere, som oplever seks-syv påkørsler. For den gruppe bliver bægeret til sidst så fyldt, at de går ned, siger Niels Jacobsen, som er lokalgruppeformand for lokomotivpersonalet i Aarhus.

- Lokomotivførerne føler sig magtesløse. De kommer kørende med 120 km/t og kan intet gøre. De venter bare på knaldet. Folk bliver rådet til at kigge ned i gulvet i stedet for på den person, de rammer, siger han.

DSB ruller ud, når ulykken sker

Påkørselsvagten hjælper

Ved alle otte ulykker har både kolleger og DSB hjulpet Brian. Siden 1990'erne har der været stor fokus på at hjælpe ansatte hos DSB både ved mindre uheld - men især ved alvorlige hændelser som personpåkørsler.

Når en ulykke sker, ringer en såkaldt påkørselsvagt fra DSB den berørte lokomotivfører op og taler med ham/hende i telefon på vejen ud til ulykkesstedet. Ude på stedet får lokomotivføreren hjælp til at håndtere situationen. Påkørselsvagten kan også være en støtte, når politiet rutinemæssigt afhører lokomotivføreren med en sigtets rettigheder.

Derefter bliver lokomotivføreren tilbudt psykologhjælp, og det tager de fleste imod.

Kolleger støtter

Mange af de lokomotivførere, TV2 ØSTJYLLAND har talt med, fortæller, at kollegerne også gør rigtig meget for at støtte hinanden.

- Vi har et netværk, hvor vi hjælper hinanden, hvis en har problemer privat eller arbejdsmæssigt, siger lokalgruppeformand for lokomotivpersonalet i Aarhus, Niels Jacobsen.

Vil sige et godt farvel

Den 30. april holder DSB en afskedsreception for Brian Borg. Han kan i dag godt holde ud at tænke på, at han nu skal i gang med et nyt liv efter 26 år som lokomotivfører.

- For et halvt år siden kunne jeg ikke tage stilling til noget som helst en time frem. Men nu har jeg brug for at sætte et punktum på en værdig og god måde for at komme videre.

- Jeg valgte et job, som har givet mig så meget godt og formet mig som menneske. Jeg er ikke på nogen måde bitter over at skulle stoppe, men jeg er ked af det. Det har bare været ren og skær uheld.

- Jeg er begyndt at gå hos en psykoterapeut, og det synes jeg hjælper, siger Brian Borg.

Men han venter stadig på at få sjælen tilbage i kroppen.

Den sjæl, der fløj ud af ham, da et tog for 23 år siden bragede ind i hans tog.

Tekst: Søs Kjeldsen, Sten Brøgger, Andreas Hedelund Jørgensen. Opsætning: Kristine Helms

Redaktør: Jamilla Sophie Alvi

Foto: Christine Vestergaard

Marts 2018