Lokale radikale: Er Ida Auken ved at brænde huset ned?

Forundring og frustration florerer i det Radikale Venstres østjyske bagland efter partileder er anklaget for at lyve.

05:32

Ida Auken skriver på Facebook, at hun i 2017 udtrykkeligt bad Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for den tidligere radikale leder, Morten Østergaard, der er valgt i Østjyllands Storkreds, efter hun havde oplevet ham opføre sig krænkende til Folkemødet.

Trist. Forundrende. Overraskende. Ærgerligt. Skuffende. 

Følelserne er mange og bestemt ikke positive hos radikale byrådsmedlemmer i de østjyske kommuner.  

Omdrejningspunktet for de mange følelser er et Facebookopslag skrevet af det sygemeldte folketingsmedlem Ida Auken, som hun lagde ud onsdag. 

Læs også Thorhauge modsiger Ida Auken: Jeg kender ikke det møde i 2017

Her beskyldte hun den nykårede leder af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen for at lyve om, hvorvidt hun kendte til en sag, hvor Morten Østergaard angiveligt krænkede en kvinde til folkemødet på Bornholm i 2017. 

Sofie Carsten Nielsen fastholder, at hun ikke tidligere har hørt om den sag.

Hvorfor på Facebook?

At Ida Auken valgte at skrive sin anklage ud på Facebook, undrer og frustrerer flere af hendes partifæller.

- Det får mig til at tænke, at hun har en dagsorden. hvis hun føler, hun er færdig med Radikale Venstre, så kan det være, hun er i gang med at brænde huset ned, siger Eva Borchorst Meinertz (R) til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Auken deler ny episode: Han skulle lægges i seng, når han blev for fuld

- Det kan også være, at hun har nogle frustrationer i forhold til nogle mennesker, som hun gerne vil ramme.

Formanden for Radikale Venstre i Randers Kommune har også svært ved at forstå, hvorfor anklagerne skulle skydes afsted på Facebook. 

- Man skal ikke vaske sit tøj på Facebook - det mener jeg rent faktisk, at man skal gøre internt, siger Søren Mikkelsen. 

Ekstern undersøgelse

For at finde ud af hvem der lyver, må der en ekstern undersøgelse til, mener Johan Brødsgaard, der er anden viceborgmester i Silkeborg. 

- Det er afgørende, at vi kommer til bunds i det her, for vi har brug for at få det endevendt. Det er måske nødvendigt, at vi får nogle ind udefra for at finde ud af, hvad der er op og ned i denne her sag, siger Johan Brødsgaard. 

01:16

Explainer: Forstå nedsmeltningen i Radikale Venstre. 

Luk video

Frygter valg

Den seneste uges nedsmeltning i Radikale Venstre på Christiansborg kan også få konsekvenser i de lokale byråd. Det frygter flere af de byrådsmedlemmer, TV2 ØSTJYLLAND har talt med. 

- Det betyder meget for os lokalt, hvad der sker på Christiansborg. Derfor har vi bedt om, at de her diskussioner bliver taget internt, siger Johan Brødsgaard. 

Læs også Politisk leder afviste at kende til flere sager om Morten Østergaard - men det var ikke rigtigt

- I Aarhus er der rigtig mange, der har identificeret sig med Morten Østergaard og jeg tror, de kommer ud i en identitetskrise nu, supplerer Eva Borchorst Meinertz. 

- Men det er enormt vigtigt at folk husker, at det politiske projekt består. Det er ikke båret af det, vi ser lige nu, fortsætter hun. 

Rettelse:

Tidligere var der et citat fra Eva Borchorst Meinertz (R) i artiklen, hvor der stod, at Ida Auken var med på hovedbestyrelsesmødet, men det var hun ikke. Derfor er det slettet fra artiklen. Eva Borchorst Meinertz (R) skriver i stedet for til TV2 ØSTJYLLAND: - Jeg er blevet bevidst om, at Ida Auken ikke var med på hovedbestyrelsesmødet tirsdag aften. Hun kunne have valgt at være med og fortælle om sit perspektiv, hvis det var reelt. Hun kunne også have sendt sit skriv til hovedbestyrelsen, hvilket hun ikke gjorde. Jeg beklager meget, at jeg havde forstået det forkert.