Letbanen kører ikke: Max har siddet fast i to timer

Letbanen kører ikke mellem Grenaa og Hornslet. Det skyldes angiveligt tekniske problemer.

Maxamed Mohamoud arbejder som it-elev hos Viden Djurs i Grenaa.

Fredag morgen tog han med letbanen fra Aarhus kl. 5.49, som han plejer, men pludselig stopper toget med at køre mellem Mørke og Hornslet.

- Så sagde letbaneføreren, at der var frost på køreledningen, og de ville køre os tilbage til Hornslet, hvor vi kan få en taxa på Midttrafiks regning, fortæller Maxamed Mohamoud til TV2 ØSTJYLLAND.

Maxamed Mohamoud ved ikke, hvornår han kommer hjem til Aarhus.
Maxamed Mohamoud ved ikke, hvornår han kommer hjem til Aarhus. Foto: Maxamed Mohamoud

Han skulle have været i Grenaa kl. 7, men omkring kl. 9 holdt han stadig stille med toget mellem Mørke og Hornslet.

Den blå prik viser, hvor toget holder stille.
Den blå prik viser, hvor toget holder stille. Foto: Maxamed Mohamoud

- Kl. 6.36 skrev jeg til min chef og sagde, at jeg ikke kom. Det var nok deromkring, at toget stoppede.

Det er lidt irriterende, synes han.

Det værste er, at det var min sidste dag med letbanen, fordi jeg skal flytte til Grenaa næste uge, siger han.

Max fik dog lov at opleve solopgangen fra Letbanen.
Max fik dog lov at opleve solopgangen fra Letbanen. Foto: Maxamed Mohamoud

Kl. 9.37 skriver Maxamed Mohamoud, at han er nået til Hornslet og har bestilt en taxa.

Midttrafik skriver på deres hjemmeside, at det skyldes tekniske problemer, og de ved ikke endnu, hvornår de kan genoptage driften.

Der er indsat erstatningsbusser på rute 88 mellem Grenaa og Hornslet.  

Underleverandørs svigt er skyld i forsinkelser

Det er Aarhus Letbanes underleverandør Aarsleff Rail, der er skyld i, at letbanen fredag morgen har holdt stille på flere strækninger, fortæller letbane-direktør for Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.

Allerede mandag bestilte Letbanen Aarsleff Rail til at køre glycerin på køreledningerne med de nyindkøbte maskiner, der netop skal sikre, at Letbanen også kan køre i frostvejr.

- Jeg synes det er dybt skuffende. Vi bestiller en opgave i god tid hos Aarsleff, der sågar selv har bygget banen og vedligeholdt den i mange år, og så er det simpelthen for dårligt, at de ikke får det gjort og testet efter som aftalt, siger Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.

Årsagerne til, at Aarsleff ikke har udført opgaven som aftalt er endnu ikke afklaret, men Michael Borre forsikrer, at de er i tæt dialog med underleverandøren, og at de vil finde forklaringen.

Klokken 10.43 kører letbanen igen mellem Viby J og Aarhus H. Den holder dog stadig stille mellem Hornslet og Grenaa.