Lastbilchauffør: Derfor bliver der smidt pisflasker i vejkanten

Lastbilerne er ikke til at gå glip af på de danske veje, og der er masser af fordomme om de chauffører, der kører dem. Men hvem er de? Og passer fordommene?

Holder lastbilchauffører overhovedet øje med vejen, og er det normalt, at man tisser i flasker og kyler dem ud ad vinduet?

Det er noget af det, reporter Jesper Fonvig har sat sig for at undersøge i denne uges udgave af 'Face din fordom', hvor han taler med folk i forskellige brancher om de fordomme, der ombærer dem.

I dette afsnit er hovedpersonen Thyge Fokdal Therkelsen, der har kørt lastbil i de seneste 20 år. Han har i dag sit eget vognmandsfirma med to Scania-lastbiler - hans foretrukne mærke.

Hvert år kører han omkring 150.000 kilometer på de danske veje og tilbringer dermed også en meget stor del af sin hverdag bag rattet i sin lastbil.

Vi har stillet ham over for nogle af de fordomme, der er om lastbilchauffører som ham.

Fordom 1: I går i joggingbukser, netundertrøje og sidder ned hele dagen bag rattet

Thyge Fokdal Therkelsen kigger ned ad sig selv og svarer så:

- Prøv lige at kigge på mig. Ligner jeg Onslow?, spørger han med henvisning til svogerrollen i den britiske tv-serie 'Fint skal det være'.

Hvor tror du, det kommer fra?

- Det kommer fra de udenlandske chauffører - de render rundt i møgbeskidte joggingbukser. Mange gange kommer de i Onslow-t-shirts, som jeg kalder dem. Men de kommer jo også fra andre steder, hvor der er varmere.

- Vi kører bare i ganske almindeligt tøj. Jeg har arbejdstøj på, fordi mit er arbejdsrelateret. Mange af dem, der kører frugt og grønt og så videre, kører bare i cowboybukser.

Thyge Fokdal Therkelsen ejer Braue Trans.
Thyge Fokdal Therkelsen ejer Braue Trans.

Fordom 2: I er uhygiejniske, lugter af sved, pisser i flasker og kaster dem i vejkanten

Thyge Fokdal Therkelsen bryder ud i et stort grin.

- Det er jo helt hen i vejret. Ved afkørsler og i vejkanten ser man tit flasker med pis i, men det er ikke danske chauffører, der gør det. Det er udenlandske chauffører, som har taget en trend med fra deres eget hjemland.

- Der stiger de ikke ud af bilen om natten, fordi de er bange for at blive slået ned. Så pisser de i en flaske, og hvad er det nemmeste at gøre? Det er jo ikke hyggeligt at køre rundt med en flaske pis i bilen. Så ned med vinduet og farvel.

- Så nej, vi sidder ikke og pisser i en flaske, vi har tid til at køre ind og gå på toilettet. Og nej, jeg lugter ikke, går i beskidt tøj eller pisser i en flaske.

Jeg synes faktisk også, der er meget rent herinde.

- Jamen, det er mit hjem. Jeg bor her hele ugen.

Fordom 3: Du er uopmærksom i trafikken, fordi du laver alt mulig andet

- Folk ved ikke, hvordan lastbiler fungerer, fordi de er vant til at sidde i deres personbiler. Hvis man slipper rattet i en personbil, kører den hurtigt af. Men her kører den bare lige ud. Den er meget nemmere at styre og mere retningsbestemt.

- I denne lastbil kan jeg sætte afstanden op til den forankørende, og så holder den afstand op til ham. Så kan jeg tage en tår kaffe op, siger Thyge Fokdal Therkelsen og rækker ned efter en kande til højre for sit sæde.

- Og det er jo ikke, fordi jeg er uopmærksom i trafikken. Jeg ved, hvornår jeg skal kigge, men det ser folk ikke. Jeg kan sidde og spise og stadig holde øje med spejlene.

Men nogle folk forestiller sig nok også, at du sidder og ser film på en skærm.

- Nogen gør, det har jeg også set, men jeg synes, det er dybt uansvarligt.

Fordom 4: I hører countrymusik

- Nej! Det ligger ikke til mig. Jeg er ikke til countrymusik.

Men er du ikke rigtig trucker?

- Nej, hvis man skal høre countrymusik for at være rigtig trucker, så er jeg ikke det. Så er jeg bare chauffør.

Men er der nogen af dine kolleger, der hører det?

- Der er mange, der hører det.

Så fordommen kunne måske godt passe på kollegerne?

- På mange, ja, men ikke på mig.

Fordom 5: I spiser kun kro- og cafeteriamad - fritter og grillkylling

- Nej, det kan til nød spises en gang i mellem. Jeg laver mad hjemmefra, fordi jeg har mikrobølgeovn med. Det vil sige, jeg laver mad til en hel uge ad gangen, og så har jeg stort køleskab med masser af pålæg, rugbrød og franskbrød.

- Man kan da godt lige få lyst til en burger eller fransk hotdog og nappe sådan en, men hvis man slår en bøvs, så er den væk, og man er sulten igen. Det mætter jo ikke noget.

- Hvis jeg skal blive mæt, skal jeg spise for minimum 200 kroner på McDonald's.

Kan du forstå, at folk har fordomme?

- Ja, selvfølgelig, det har vi alle på den ene eller anden måde. Når vi ikke sætter os ind i, hvad folk laver, hvordan vores hverdag er, og hvordan tingene hænger sammen, så kan jeg godt forstå, at folk har fordomme.

- Jeg har da også fordomme om nogle ting, jeg ikke ved noget om. Men så må man jo gå ind og undersøge. Folk må gerne have deres fordomme, men behold dem for jer selv. For sætter du dig ikke ind i tingene, så lad være med at ytre dig, afslutter Thyge Fokdal Therkelsen.