Landet bliver delt i to vejrmæssigt - sådan bliver det her

Vi skal vænne os til masser af skyer de næste par dage i det østjyske.

Varme sydfra er på vej op over det danske sommerland, men det er ikke alle, der får glæde af varmen. Østjylland ligger lige på grænsen, fortæller vagthavende meterolog ved DMI, Mette Wagner. Og det er særligt på Fyn og Sjælland, at varmen for alvor slår igennem med omkring 30 grader, mens vi i det østjyske må nøjes med noget lavere temperaturer.

På Smukfest, som begynder i dag, håber man nok, at hendes forudsigelser ikke helt kommer til at holde stik.

- I formiddag (onsdag, red.) bliver der skyet og lidt regn. Det er særligt i den nordlige del omkring Randers, der er risiko for regn. Der kan komme lidt sol i ny og næ, men der vil være skyer på himlen hele dagen i hele regionen, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Usikkerhed om torsdag

I den sydlige del af Østjylland - særligt omkring Horsens - er der større sandsynlighed for huller i skydækket. Temperaturerne vil ligge på omkring 20-25 grader.

Landet bliver delt temperaturmæssigt. I det østjyske ligger vi lige på grænsen.
Landet bliver delt temperaturmæssigt. I det østjyske ligger vi lige på grænsen. Foto: TV 2 VEJRET

- Men det vil stadig være sløret sol, sådan en mælkeblå himmel, forklarer Mette Wagner.

Prognoserne for i morgen er der større usikkerhed om.

- Der kan komme nogle byger, som kan ramme hele regionen hele dagen. Det vil nok være værst først på eftermiddagen, siger hun.

- Men det kommer meget an på udviklingen. Temperaturerne vil ligge på det samme som i dag - måske lidt varmere over Horsens med 26-27 grader. I Silkeborg vil det nok ligge lidt lavere og med potentiale til regn.

Der vil være en del fugtighed i luften, og derfor kan man opleve dagene som lumre.