Lærerformand om skoleåbning: - Det ser svært ud
Formanden for Danmarks Lærerforening mener, at endnu en længere nedlukning vil gå udover børnene.
Kort før jul blev folkeskolerne lukket ned. Og selvom der er blevet sat smitterekorder på stribe, står skolerne stadig til at genåbne den 5. januar.
Men ifølge Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening, ser det usandsynligt ud, at børnene allerede om otte dage kan komme tilbage i skole.
- Med de smittetal vi ser nu og med udsigt til, at smitten fortsætter med at stige i januar, så ser det svært ud med skolestart den 5. januar, siger formanden til TV2 ØSTJYLLAND.
Han understreger, at det er sundhedsmyndighederne, folketinget og regeringen, der skal vurdere, om der skal åbnes for skolerne.
Nedlukningen kan give mistrivsel
Formanden for Danmarks Lærerforening fortæller, at endnu en længere nedlukning vil gå udover børnene.
- Vi ved, at eleverne, vores børn, mistrives, hvis de skal gå hjemme i længere tid. De er afhængig af skolens fællesskab, undervisningens fællesskab, kammeraterne. Så det at lukke skolerne helt, det skal vi prøve at undgå, siger Gordon Ørskov Madsen.
Formanden håber derfor, at skolerne får muligheden for at starte op den 5. januar, om end undervisningen skal foregå under andre forhold.
- Jeg håber på, at vi kan starte, og jeg håber på, at man vil give mulighed for, at man på skolerne kan dele op i mindre hold. Så kan vi have ekstra udluftning og ekstra rengøring. Der skal investeres i nogle værnemidler, og det kræver selvfølgelig noget forberedelse af det, siger Gordon Ørskov Madsen og fortsætter:
- Det skal være sådan, at alle sikkert og trygt kan komme i skole og på arbejde uden at gå med en daglig frygt for at blive smittet.
Ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er planen fortsat, at børnene skal vende tilbage i skole den 5. januar. Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.
- Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt og lytter til sundhedsmyndighederne, men indtil nu afviger smittetal, indlæggelser og vaccinetilslutningen ikke fra det, man fremskrev inden jul. Derfor er det fortsat den beslutning, vi ser ind i, siger ministeren til avisen.