Lægeforeningen: Det bliver udfordrende at leve op til garanti
På grund af smitte blandt personale finder Lægeforeningen det paradoksalt at genindføre behandlingsgaranti.
Lægeforeningen mener, at genindførslen af udredningsgarantien kommer på et paradoksalt tidspunkt.
- Vi har rekordmange dagligt smittede og ser også udtalt coronasmitte blandt personalet i et sådant omfang, at vi dagligt må tage stilling til, om vi kan nå rundt om alle opgaver, siger Camilla Rathcke, der er formand i Lægeforeningen.
Regeringen har besluttet at genindføre udrednings- og behandlingsgarantien fra 21. januar. Garantien har været suspenderet siden 3. januar.
Læs også
Udrednings- og behandlingsgarantien betyder, at patienter, der henvises fra deres praktiserende læge, inden for 30 dage enten skal have stillet en diagnose eller have en plan for det videre udredningsforløb.
Fra man er blevet udredt, har man krav på behandling inden for 30 dage. Ellers, har man ret til at få behandling på et privathospital.
Bekymret støtteparti
Også regeringens støtteparti Enhedslisten finder det bekymrende, at regeringen har valgt at genindføre udrednings- og behandlingsgarantien fra fredag.
- Det er helt afgørende, at når vi har et sundhedsvæsen med kapacitetsudfordringer, at vi også sikrer, at de patienter, der først bliver tilbudt behandling, er dem, der ud fra en sundhedsfaglig betragtning også er dem, der har størst behov for behandling, siger partiets sundhedsordfører Peder Hvelplund.
I Venstre er man i modsætning til i Enhedslisten tilfreds med, at udrednings- og behandlingsgarantien er tilbage fra fredag.
- Det var på tide. Vi er tilfredse med, at det pres, som de blå partier og patientorganisationer har lagt på regeringen, har virket, siger Martin Geertsen, der er partiets sundhedsordfører.
Hænger allerede dårligt sammen
Camilla Rathcke mener, at hospitalerne bliver udfordret, når det kommer til at leve op til garantien.
- Vi vil være rigtig udfordrede af det her, og vi vil som læger gerne behandle patienter så hurtigt, som vi kan.
- Men vi er udfordrede på at skulle leve op til nogle garantier, når vi aktuelt synes, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen i den situation, som vi er i nu, siger hun.
Ikke det rigtige tidspunkt
Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, siger desuden i et tweet fra foreningen, at det slet ikke er det rigtige tidspunkt at genindføre behandlingsgaranti.
Genindførslen af udrednings- og behandlingsgarantien sker, fordi Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Læs også
I en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blandt andet, at antallet af indlagte ikke er steget i samme grad som antallet af smittede, og at antallet af intensivpatienter er faldet.
- Det er rigtig glædeligt, at vi har en omikronvariant, der ikke giver det samme pres på intensivområdet.
- Men vi har stadig et ret stort pres på indlæggelser generelt, siger Camilla Rathcke.
Tirsdag er 49 personer smittet med corona indlagt på en intensivafdeling.
For hurtig beslutning
Suspensionen af udrednings- og behandlingsgarantien skulle oprindeligt gælde til og med 30. januar.
Camilla Rathcke mener, at man burde have taget bestik af situationen i løbet af den kommende uge og have truffet en beslutning derefter.
- Vi har ikke behov for, at der skal være en suspension længere tid end højst nødvendigt, men vi har heller ikke behov for at få den genindført på et tidspunkt, hvor det er svært nok at leve op til alle de opgaver, der er, siger hun.